Han kom fra sparekassen – Nu bliver han medejer af el-virksomhed Billede beskrivelse

Han kom fra sparekassen: Nu bliver han medejer af el-virksomhed

14. februar 2025 kl. 14.02

NYKØBING: Kun godt to år efter, han satte sig i stolen som administrerende direktør for Jysk Elteknik, kan den 39-årige Jesper Overgaard nu kalde sig medejer af virksomheden. 

Fra i dag, fredag den 14. februar, indtræder han i ledelsen, som i forvejen består af de hidtidige indehavere, Troels Overgaard og Niels Jørn Poulsen. 

- Jeg er meget stolt af den udvikling som Jysk Elteknik har været gennem de seneste år og meget glad for, at Troels og Niels Jørn ser potentiale i at invitere mig ind i ejerkredsen af virksomheden. Jeg tror på, at Jysk Elteknik er på den helt rette kurs og glæder mig til et endnu tættere samarbejde i ledelsen og med alle gode kolleger, siger Jesper Overgaard. 

Morsingboen Jesper Overgaard kom til Jysk Elteknik som administrerende direktør i november 2022. Forinden var han afdelingsdirektør for Sparekassen Thy i Hurup. 

- Jeg har ingen elteknisk baggrund, så jeg har i stedet bidraget til Jysk Elteknik med en anden tilgang, hvor mine styrker er ledelse og økonomi i forhold til virksomhedens strategiske udvikling og vækst. 

Billede beskrivelse

Og vokset er Jysk Elteknik, siden Jesper Overgaard tiltrådte. Dengang var der 88 ansatte, i dag er der 110, et vokseværk, der også er sket gennem opkøbet af Nykøbing El-Service i februar 2023. 

Medarbejderne er en vigtig ressource for Jysk Elteknik i en tid, hvor branchen er udfordret på mangel på arbejdskraft. Derfor har Jesper Overgaard været med til at udvikle og implementere en strategi, hvor Jysk Elteknik har fået større fokus på mennesker og struktur. 

- Vi har, og det med succes, fået et større fokus på vores medarbejdere. Det kan vi blandt andet se på, at vi har en stabil skare af medarbejdere, hvor det kun sjældent hænder, at nogen af dem forlader os. Det er meget positivt, siger Jesper Overgaard. 

Uddanner selv 

Kigger han ind i den nære fremtid, kigger han også ind i en fremtid, hvor Jysk Elteknik vil vækste yderligere og derfor får brug for flere medarbejdere. 

- Vi får brug for mange flere medarbejdere, så derfor gør vi meget for selv at uddanne elektrikere. Lige nu har vi 29 lærlinge, som vi forsøger at tilbyde så god en læreplads, at de har lyst til at blive hos os efter læretiden, siger Jesper Overgaard. 

Senest har han, i samarbejde med slagteriet Tican, været med til at udvikle en arbejdsmarkedsuddannelse på 18 uger, hvor kursisterne kan arbejde med elfaget som procesteknikere i industrien. 

- Det er en målrettet uddannelse til det behov, industrien og i det her tilfælde, Tican har. Det er ikke en elektrikeruddannelse, for den tager fire år, men en intensiv uddannelse over 18 uger målrettet industrien, hvor man efter kursusforløbet kan blive ansat som procestekniker, siger Jesper Overgaard. 

Og efter et informationsmøde om uddannelsen på Tican i januar begynder 13-16 kursister på uddannelsen i marts. 

- Det er meget positivt, at så mange har vist interesse for vores nye arbejdsmarkedsuddannelse. Kursisterne er både ledige med en håndværkerbaggrund, men også enkelte, der har været ansat andre steder, siger Jesper Overgaard. 

Med sin indtræden i ejerkredsen, cementeres Jesper Overgaards rolle som en central figur i Jysk Eltekniks fremtidige planer. 

Til stor glæde for de hidtidige indehavere, Troels Overgaard og Niels Jørn Poulsen. 

- Vi ser frem til en spændende fremtid med Jesper Overgaard som en del af ejerkredsen, og vi er overbeviste om, at hans vision og lederskab vil bidrage positivt til vores fortsatte succes, lyder det fra Troels Overgaard og Niels Jørn Poulsen. 

Jysk Elteknik har hovedsæde i Nykøbing og afdelinger i Thisted og Hurup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste