Billede beskrivelse

Gråskæg stod klar med aktiviteter i regnvejret

Den trofaste Thy-maskot Gråskæg stod mandag klar i Hurup med krabbefiskeri og egern-fodring til trods for regnvejret. Han glæder sig allerede til at gentage succesen på næste mandag

19. juli 2023 kl. 13.37

HURUP: Mandag 17. juli kom der et ordentligt skyl fra himlen ned over Store Torvedag i Hurup, men der skal mere end lidt regnvand til at kyse Thys trofaste maskot Gråskæg.

Sædvanligvis står han på en scene, men på dagen havde han medbragt to aktiviteter til de sommerferieramte børn:

- Det var første gang, at jeg havde krabbefiskeri med, og selvom børnene sagde, at det var nogle våde krabber, så hyggede de sig jo, fortæller manden inde i Gråskæg, Torben Graa, der understreger, at krabberne blot var tøjdyr, så ingen krabber kom til skade under fiskeriet.

Billede beskrivelse

Gråskæg var til stede i anledning af Store Torvedag i Hurup, der også bød på udstillinger ved Thy Veteranbilklub, minitog, hoppeborg og kræmmermarked. Selvom maskotten og børnene måtte gemme sig en enkelt gang under halvtaget i Hurup, så var der altså stor opbakning til maskotten.

- Der var simpelthen sort af mennesker i gågaden, men i løbet af de 10 minutter, hvor vi stod under halvtaget, der kunne jeg lige underholde de børn, der var fanget af regnvejret. Så de fik lige lidt ekstra kvalitetstid, siger Torben Graa.

Udover krabbefiskeriet, havde Gråskæg også medbragt et udstoppet egern, som der var mulighed for at "fodre".

- En af børnene kaldte det "et forstoppet egern", hvilket jeg synes var meget sjovt, siger han.

Gråskæg gentager succesen i Hurup mandag 24. juli med krabbefiskning og egernfodring. Thy-maskotten tager også turen til Thisted i uge 42.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste