Hele Vorupør løfter i flok: Succesfyldt strandfest samlede byen for 39. gang
VORUPØR: Fra torsdag til søndag summede Vorupør af liv, da den 39. udgave af Vorupør Strandfest samlede byens borgere og gæster til fire dages fest ved landingspladsen.
Traditionen tro var det især det store festtelt og det legendariske fiskebord lørdag eftermiddag, der trak folk til.
Hele 622 gæster havde sikret sig billet til årets fiskebord, hvor de kunne vælge mellem ikke færre end 27 forskellige fiskeretter.
Alle retterne blev tilberedt af lokale frivillige på byens gamle skole, hvorfra maden blev kørt i pendulfart til festteltet, så den kunne serveres, så snart den var klar.
Billetterne var revet væk længe inden festen, og interessen for det populære arrangement har aldrig været større.
Ruth Hyldahl stod igen i år for den store opgave med at koordinere de mange retter og holde kontakten til de lokale kokke. Hun har været med til samtlige 39 strandfester og lægger ikke skjul på sin stolthed over den opbakning, byen viser år efter år.
– Vi er sammen om strandfesten – hele byen. Det viser et kæmpe sammenhold og en vilje til Vorupør. Det er bare så stort, at jeg bliver rørt over at tænke på de mange skønne mennesker, der vil være med til at gøre det muligt. Vi er over 100 frivillige, bare for at få festen og fiskebordet gennemført. Man kan sige, at det er byens byfest. Det gør mig bare så stolt, siger Ruth Hyldahl.
Mens hun dirigerede de mange grønklædte frivillige, blev det imponerende fiskebord stillet op i to lange sektioner i det propfyldte festtelt, hvor temperaturen hurtigt steg trods det køligere sommervejr udenfor.
Leder af Strandfesten, Flemming Toftdahl, benyttede lejligheden til at takke de mange gæster, som havde købt billet til fiskebordet. Samtidig lovede han, at næste års 40-års jubilæum bliver en helt særlig udgave af Vorupør Strandfest.
Lørdag aften stod MD Duo for underholdningen. Duoen er efterhånden blevet et fast og populært indslag ved strandfesten og sørgede endnu en gang for musik og feststemning.
Søndagens traditionelle redningsøvelse, hvor blandt andet byens nye redningsbåd skulle have været i aktion foran tusindvis af tilskuere ved landingspladsen, måtte dog aflyses på grund af kraftig blæst.
Vorupør Strandfest er sponsoreret af en række virksomheder – blandt andet fiskeleverandører fra Hanstholm – og giver hvert år et overskud på mere end 100.000 kroner. Pengene går til Vorupør Boldklub, som står bag den traditionsrige begivenhed.
Efter endnu en vellykket strandfest kan arrangørerne allerede begynde at se frem mod næste år, hvor Vorupør Strandfest fejrer sit 40-års jubilæum – en milepæl, som der allerede nu loves bliver markeret med en helt særlig udgave af byens største fælles fest.