Det Kongelige Teater byder på gratis balletoplevelse ved fjorden
DOVERODDE: En lys sommeraften ved Limfjorden danner onsdag 17. juni kl. 19.00 rammen om en af sommerens helt særlige kulturoplevelser.
Det sker, når Kongelig Sommerballet gæster Doverodde Købmandsgård.
Bag arrangementet står Kulturforeningen Tysted.
Publikum kan glæde sig til en gratis forestilling med 14 af landets dygtigste balletdansere i en uformel og naturskøn ramme.
Kongelig Sommerballet har gennem en årrække haft til formål at bringe balletten ud til et bredere publikum og vise, at kunstformen er for alle - ikke kun de garvede balletelskere.
Forestillingen er en blanding af højdepunkter fra klassiske balletter og smagsprøver på nyere værker og kommende opsætninger.
Publikum kan blandt andet opleve uddrag fra Askepot, Giselle, Nøddeknækkeren, Rubiner og Den døende svane.
Livsglæde og varme
Derudover byder programmet på flere værker af August Bournonville, Den Kongelige Ballets legendariske balletmester fra 1800-tallet.
Hans værker er kendt for deres livsglæde, varme og fortællende kraft og er fortsat blandt de mest elskede i dansk ballet.
Blandt aftenens Bournonville-indslag er Jockeydansen fra "Fra Sibirien til Moskow", Pas de six fra "Napoli" og den festlige Tarantella, som afslutter forestillingen.
De 14 medvirkende dansere er Holly Dorger, Emma Riis-Kofoed, Jonathan Chmelensky, Eukene Sagues, Mathieu Rouaux, Meirambek Nazargozhayev, Tobias Praetorius, Philip Duclos, Tomoka Kawazoe, Ditte Stoltenborg Baltzer, Beatriz Domingues, Grace Curry, Mattia Santini og Sylvester Jønson.
Bag begivenheden står sponsorer som Grethe og Jørgen P. Bornerups Fond, Thisted Kommune, Thisted Forsikring, Sparekassen Thy, Dansk Anodiserings Industri, Rotary Thisted og Hotel Thinggaard.
Lokal hjælp
Også lokalt har hjælpen været stor.
Centralen, Kulturrummet, Naturlandsbyen, Doverodde Købmandsgårds Venner, Sydthy Bådelaug, landmand Kristian Bisgaard, Politihjemmeværnet, Røde Kors-samaritterne og naboen Allan Vestergaard har alle bidraget til afviklingen af arrangementet.
Publikum opfordres til at komme i god tid, tage campingstol eller tæppe med og nyde stemningen ved fjorden. Restaurant Centralen holder åbent.
Picnickurve må gerne medbringes, mens drikkevarer kan købes på stedet.
Som ved alle udendørs forestillinger spiller vejret en rolle.
Hvis kraftig regn gør det uforsvarligt for danserne at optræde, kan Det Kongelige Teater aflyse forestillingen helt frem til starttidspunktet.
En eventuel aflysning vil dog først blive besluttet i sidste øjeblik, hvis der er udsigt til opholdsvejr.
Hvis vejret arter sig, venter der til gengæld publikum en sommeraften med ballet i verdensklasse og udsigt over Limfjorden.