De sidste billetter til Thy Rock er nu sat til salg
THY: De sidste 1500 to dages-billetter er nu sat til salg til dette års Thy Rock.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Her meddeler man samtidig, at der nu er helt udsolgt af én-dags-billetter til lørdag.
Og så er der kun ganske få VIP-billetter og én-dags-billetter til fredag tilbage.
- Det er helt som planlagt, og vi er naturligvis glade for opbakningen. Vil man sikre sig billet til årets Thy Rock, er det nu, man skal bestille. Ellers risikerer man, at der er udsolgt, siger festivalleder Hans Peter Jarl Madsen og tilføjer:
- Vi arbejder hele året på arrangementet, men her op til påske kan vi godt mærke, at det nærmer sig. Alle de frivillige i vores udvalg er i fuld gang med planlægningen.
Hvad de nye udvalg arbejder med -og hvilke nyheder de snart kan præsentere - holder Hans Peter Jarl Madsen indtil videre for sig selv.
- Den tager vi senere, noterer han.
Thy Rock afholdes i weekenden 26.-27. juni - og på plakaten er kæmpe navne som Christopher, Benjamin Hav & Familien, Suspekt, Medina og Andreas Odbjerg.
Du finder de sidste billetter til årets Thy Rock på festivalens hjemmeside.