Seneste nyt
Billede beskrivelse

De fløj over parkeringspladsen: Nu skal flere drenge lokkes til gymnastikken

07. august 2026 kl. 12.59

HANSTHOLM: Onsdag var parkeringspladsen ved Rema 1000 i Hanstholm usædvanligt tom for biler. 

Til gengæld blev den forvandlet til en spektakulær springarena, hvor syv frygtløse og toptrænede lokale springgymnaster leverede et show, der fik publikum til at kigge mod himlen.

De kom fra Thisted, Hanstholm, Nykøbing, Sydthy og Holstebro.

Billede beskrivelse

På den udlagte airtrack og med en minitrampolin som afsæt sendte gymnasterne sig højt op i luften med dobbelt- og tredobbelte forlæns saltoer, baglæns saltoer med skruer, flikflak og andre avancerede spring fra den øverste tekniske hylde.

Publikum fulgte tæt på spændt hvert eneste spring, og flere gange blev de imponerende præstationer belønnet med spontane klapsalver.

Billede beskrivelse

Vil have flere drenge med

Showet var ikke blot en opvisning, men en del af det nye projekt "Under Vingen på Tour", som de syv gymnaster har udviklet i samarbejde med TGI – Thisted Gymnastik & Idrætskultur og med støtte fra en række sponsorer.

Formålet er klart. Man skal have flere drenge mellem 6 og 18 år til at begynde til gymnastik – og især springgymnastik.

Ifølge Danmarks Statistik er omkring 74 procent af medlemmerne i danske gymnastikforeninger piger eller kvinder, mens kun cirka 26 procent er drenge eller mænd.

- Det vil vi gerne være med til at ændre. Vi vil vise, at gymnastik også er en megasej sport for drenge, hvor der er fart, action og masser af udfordringer, siger Alfred Fisker Aggerholm.

Billede beskrivelse

Han er sammen med en anden morsingbo er med i projektet. De øvrige gymnaster kommer fra Thisted.

- Vi rejser rundt i Danmark - ude af de vante rammer og viser, at man bogstaveligt kan komme helt op at flyve luften i gymnastik og gøre fede spring. Det giver store oplevelser og masser af succes, når man bliver springgymnast, siger han.

Turnéen, hvor børn er velkomne til at prøve deres første "spring", begyndte med opvisningerne i Thisted og Hanstholm den 5. august.

Billede beskrivelse

Herefter går turen videre til Skive 7. august (to shows) og Fredericia 8. august. Hindsgavl Slot og pladsen ved Lillebæltsbroen den 9. august og til sidste Thy 10. august med afsluttende show kl. 12.

Interessen har allerede været stor. Mange børn har henvendt sig efter de første opvisninger, og vores opslag på sociale medier er blevet vist omkring 50.000 gange, fortæller gymnasterne.

Billede beskrivelse

Workshops efter turnéen

Når touren er slut, fortsætter arbejdet med en række workshops, hvor de unge håber at møde mange af de børn, som har fået lyst til selv at prøve kræfter med springgymnastik.

De syv gymnaster er alle blandt områdets dygtigste springere og udfører spring på højeste tekniske niveau. Alligevel begyndte de fleste ganske almindeligt – på mor-og-barn-hold og de første børnehold i den lokale gymnastikforening.

Vil man vide mere om projektet "Under Vingen", kan man finde information og videoer fra touren på projektets Facebook-side.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste