Anne Kristine åbner ny udstilling: Vil have os til at sætte pris på sårbarhed
HANSTHOLM: - Det startede med idéen om at tage foto af mig selv, hver gang jeg græder. På den måde blev jeg tvunget til at være med min sårbarhed, og se mig selv på billederne i min fotorulle, også når jeg var sårbar.
Sådan fortæller 22-årige Anne Kristine Thøgersen om starten på den proces, der nu er blevet til hendes udstilling “Jeg er sårbar”.
Portrætterne i fotorullen kan man se i udstillingen trykt på 53 stykker farvet plexiglas, der hver især helt råt viser hendes sårbarhed som en indgangsportal til udstillingen.
Sammen med andre farverige og eksperimenterende værker i blandt andet keramik, tekstil og maleri, inviterer hun os i sin udstilling til at kigge på vores bløde sider på en helt anden måde, end vi måske er vant til.
- Det er ofte forbundet med en skam at være sårbar og blive rørt, og jeg vil gerne med min udstilling fremhæve nogle af de kvaliteter, der også er ved sårbarhed, fortæller hun og uddyber:
- Sårbarhed er så vigtigt mellem os mennesker for fællesskab og for relationer. Jeg kan godt lide at se det som, at vi har et sårbarheds-økosystem mellem os mennesker. Sårbarhed gør blandt andet, at vi kan mærke hinanden og føle os forbundet, og jeg synes, det er vigtigt, at man også viser, at sårbarhed har en positiv vinkel, lyder det.
Autodidakt kunstner
Anne Kristine Thøgersen er autodidakt kunstner med rødder i Hanstholm.
Processen omkring udstillingen har varet i godt to år, men særligt det seneste år har hun arbejdet intenst med at få sine idéer ud at leve.
- Det er min første udstilling, så alt har været første gang for mig. Det har overrasket mig, hvor meget administrativt der egentlig er omkring at lave sådan en udstilling som for eksempel at søge fonde. Men jeg har også virkelig lært meget, som jeg ikke ville være foruden, fortæller hun.
Spørger man Anne Kristine Thøgersen til, hvornår udstillingen er en succes, handler det for hende hverken om besøgstal eller omtale, men det som gæsterne går derfra med.
- Jeg håber, at andre kan spejle sig i mine værker, og at man på den måde får en forståelse for, at ingen har unikke følelser. Vi er så ens, når det kommer til følelser, siger hun.
Udstillingen åbner lørdag 2. maj i Vestlængen på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm og kan ses til den 31. maj.
På lørdag er der tilmed en åben fernisering kl. 14-16, hvor man kan møde Anne Kristine Thøgersen.
Og i dagens anledning er der gratis entré, lyder det.