Selvom det ikke blev til den samlede sejr til EM i klassisk styrkeløft, kan Matti Christensen glæde sig over to podieplaceringer i disciplinerne bænkpres og squat.
Sport

Dramatiske kendelser stjal fokus, da Matti tog medaljer til EM

Kaos og højlydte protester forhindrede ikke Matti Christensen i at vinde både en sølv- og bronzemedalje til EM i klassisk styrkeløft

02. december 2022 kl. 11:08

POLEN: Der var drama for alle pengene, da Matti Christensen fra Thisted Vægttrænings Forening (TVF) torsdag indtog de polske gulve til EM i klassisk styrkeløft.

I klassisk styreløft konkurreres der i de tre discipliner bænkpres, squat og dødløft, hvor Matti Christensen var blandt forhåndsfavoritterne i -74 kg-klassen for de to første discipliner.

Den bomstærke thybo startede godt ud og løftede i overbevisende stil først 190 kg og derefter 195 kg i sit første og andet forsøg. Herefter opstod dramaet:

For bedst som Matti Christensen stod klar til at give sig i kast med sit tredje løft, opstod der store protester fra løfteren, der havde været på gulvet før thyboen.

De højlydte protester rettet mod konkurrencens dommere og jury skabte forvirring for Matti Christensen, der fejlagtigt tolkede signalerne som et startsignal til at påbegynde sit løft. Han kiksede, men blev hurtigt tildelt et omløft af juryen grundet misforståelsen og de miksede signaler.

Se også
Matti på medaljejagt til EM i Polen

Denne gang kiksede Matti Christensen ikke og formåede på trods af en meget kort restitutionstid op til det nye forsøg at løfte de 200 kg, hvilket var nok til EM-sølv og ny dansk rekord.

Guldet var thyboen aldrig tæt på. Det vandt den svenske forhåndsfavorit Eddie Berglund i overbevisende stil. Svenskeren slog verdensrekorden med et løft på 212 kg.

Jan Lyhne fra TVF forventer dog ikke, at Eddie Berglund vil blive en konkurrent for Matti Christensen fremover, da en regelændring, der træder i kraft til nytår, vil betyde, at svenskerens noget særprægede løfteteknik ikke længere vil blive godkendt, hvilket Jan Lyhne anslår, vil koste ham minimum 15-20 kg pr. løft.

Endnu en medalje

Også i squat var der medaljer til thyboen. Matti Christensens andet forsøg på 257,5 kg blev ellers underkendt af to af de tre dommere, til stor utilfredshed blandt hans team. Af taktiske årsager valgte han derfor at gentage forsøget med samme vægt. Denne gang blev løftet enstemmigt godkendt, hvilket var nok til en bronzemedalje. 

Ærgrelsen over fejlkendingen i andet løft fyldte dog meget hos Matti Christensen, da guldet blev vundet med et løft på 262,5 kg, der bestemt havde været muligt for ham at slå, slår Jan Lyhne fast.

Sidste disciplin i trekampen var dødløft. Her var forventningerne til thyboen ikke store, da han har så korte fingre, at han har et svækket greb om løftestangen, fortæller Jan Lyhne. 

Trods to flotte løft på henholdsvis 215 og 225 kg måtte Matti Christensen grundet resultaterne i dødløft se sig falde tilbage fra en 2. plads til en 7. plads i den samlede stilling.

Kaosset og den missede guldmedalje i squat afholdt dog ikke Matti Christensen fra at smile, da han indtog podiet for at få overrakt sølv- og bronzemedaljen til EM. 

Annonceret indhold

Nyeste