Billede beskrivelse

Thy-Mors Handicapfestival jubler: - Det vigtigste er nu på plads

16. juli 2024 kl. 06.01

THY-MORS: Bestyrelsen Thy-Mors Handicapfestival i oktober måned er lettet. Økonomien er nu så vidt på plads, at festivalens økonomisk ansvarlige, Ingrid Ottesen, har meddelt, at festivalen bliver.

Det glæder festivalens formand, Klaus Nielsen: 

- Det er fantastisk dejligt, at vi nu har økonomien hjemme, så festivalen bliver til noget. Det hårde arbejde, som der er gjort, har givet resultat. Nu kan vi bruge en masse energi på at samle små annoncer til vores program. Det er vi i fuld gang med nu. Så jeg kan sige nu - vi glæder os helt vildt til oktober, lyder det.

Ingrid Ottesen fortæller, at over 100.000 kr. er kommet ind fra fonde. Og hun forventer, at flere sponsorer vil give positiv besked hen over sommer og august måned.

- Vi har justeret et budgettet til omkring 140.000 - blandt andet, fordi musikere har givet noget rabat på deres honorar.

- Og så skal vi også bare takke lokalsamfundet for den flotte opbakning fra blandt andre Sparekassen Thy, Lev-fonden, Lions-klubber, Andelskassen Koldby, Kulturelt Samråd i Thisted Kommune og Thy-Mors Energi.

- Men vi har stadig brug for hjælp, så vil man støtte os, er man meget velkommen til at kontakte mig. Og skulle der blive et overskud efter festivalen, vil det gå til Unge for Ligeværd, lyder det fra Ingrid Ottesen.

Der forventes op imod 300 deltagere fra Thy-Mors, og de kommer til at høre MD Duo, Række 2 1/2, Gårdsangerne fra Thy, Mygind Duo og Nadja Broholm.

Billetsalget til Thy-Mors Handicapfestival den 5. oktober i Thisted starter op i uge 29.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste