American Burger. Privatfoto
Det sker

Texas rykker til Thisted og giver den en på cowboyhatten

27. juli 2022 kl. 14:00
American Burger. Privatfoto
Fredag er der countrymusik med Jumping Jacks. Privatfoto
US Brunch. Privatfoto
Ægte Harley Davidson. Privatfoto

American Line Dance, Harley Davidson motorcykler, US Cars, Stenton Hatte, American Ribs og Burgers, Boots og Countrymusik. Thisted bliver til Troy City i Bell County, Texas, når Stars & Stripes hejses og Thisted By pyntes til Amerikaner Dage den første uge i august.

- Det bliver en fest uden lige, hvor byens handelsliv giver den en på Stenton-hatten og pynter byen op i de amerikanske farver og hvor butikkerne vil have masser af spændende tilbud, fortæller handelschef Michael Vendelbo i en pressemeddelelse.

Kæmpe program

Han lover, at byen kommer til at syde af aktivitet.

- Hele ugen har byens restauranter lagt sig i selen for at lave de bedste amerikanske retter eller amerikansk-inspirerede retter, med blandt andet Ribs’n’Beer, Hamburgers, US Brunch, American Pulled Pork mv. Fredag og lørdag er der line-dance-opvisning som opvarmning til en hed amerikansk weekend, fortæller Michael Vendelbo.

Fredag den 5. og lørdag den 6. august, vil byen være fyldt med masser af amerikanske oplevelser.

- Fredag er der countrymusik med Jumping Jacks samt linedanceopvisning med Bjerget Line Dance. Der er udstilling af amerikanerbiler, Harley Davidson motorcykler samt i byens butikker kan man købe amerikanske hatte, jeans, støvler mv. Og så vil vi kåre Årets US CAR i Thisted, hvor alle men en amerikanerbil kan deltage. Kompetente dommere fra Veteranbilklubben Thy, Thisted Motorcompagni og J. Hundahl A/S vil kåre vinderen, fortæller Michael Vendelbo.

Festen fortsætter lørdag

Selvom fredagens program kan tage pusten fra de fleste, er der endnu flere oplevelser i vente lørdag.

- Wild Rose Country Band giver koncert, og linedancerne fra Bjerget laver opvisning. Udstillingen af amerikanerbiler fortsætter og du kan være med til at kåre den flotteste bil. Programmet byder også på en motorsprængning, her kan du købe et lod og gætte på hvornår motor sprænger - og selvfølgelig vinde præmier hvis du rammer rigtigt. Det amerikanske madtema fortsætter fra byens restauranter i gågaderne både fredag og lørdag, fortæller Michael Vendelbo.

Så er man til amerikansk livsstil med Stars & Stripes, lækker amerikansk mad, store amerikanske flydere og fede motorcykler og alt andet, der er amerikansk, skal man til Thisted i uge 31.

Man kan se hele programmet på Thisted By´s side på Facebook.

-calh

Nyeste