Billede beskrivelse

Sygdom satte generationsskifte i gang: Nu kan tømrerfirma fejre to jubilæer

09. oktober 2023 kl. 06.00
Opdateret 11. marts 2024 kl. 11.25

Tømrerfirmaet Vestergaard A/S i Hundborg fejrer 13. oktober ikke kun et, men to jubilæer.

Det er 40 år siden, Lene Vestergaard og sin nu afdøde mand Mogens Vestergaard stiftede det succesfulde tømrer- og snedkerfirma i Hundborg. Dengang  hed firmaet Hundborg Tømrer og Snedkerforretning.

Men da Mogens Vestergaard døde i 2014, skulle der inden findes en ny vej for tømrerfirmaet med dengang 14 ansatte.

Derfor skulle et generationsskifte ske, eller firmaet måtte afhændes.

Dobbelt-fejring

Familien valgte i samråd med Mogens Vestergaard det første, og sønnerne Ronnie og Johnni gik i 2013 ind i firmaet med mor Lene som medejer og bogholder.

Nu kan firmaet fejre to jubilæer, og at det går rigtig godt - nu med 21 ansatte.

- Drengene gik ind i firmaet 1. januar 2014. Men da det 15. oktober i år er 40 år siden, at Mogens og jeg stiftede firmaet, så har vi valgt at fejre begge jubilæer, fortælle Lene Vestergaard.

Kæmpe know-how

Tømrerfirmaet Vestergaard A/S i Thisted er et ægte familiefirma, hvor beslutningerne træffes i familien, og det sker ofte ved køkkenbordet i forældrenes hus, der er bygget sammen med værkstedet på Vorupørvej 152 i Hundborg.

Herfra har tømrerforretningen udviklet sig i den retning, der præger firmaet i dag. Med Ronnie som direktør og Johnni som formand er Tømrerfirmaet Vestergaard A/S blevet et firma, hvor udførelsen af bygge- og renoveringsopgaver er bygget på en kæmpe know-how.

- Det har betydet, at vi kan tage store opgaver ind, hvor vi kommer hele vejen rundt. Det må gerne være opgaver med udfordringer og kant. Vi er ikke til det lige og firkantede, fortæller Ronnie Vestergaard.

Billede beskrivelse

Han nævner store markante arbejder som Testcentret i Østerild, Kirketårnet i Vang, Søbadet i Thisted, Den Blå Løber og ombygninger af J.P Jakobsen Centret i Thisted.

- Men vi satte os også det mål, dengang vi kom med, at vi ville gå efter, at firmaet stod stærkt i lokalområdet. Der måtte gerne stå “Tømrerfirmaet Vestergaard” på de håndværkerbiler, der holdt i Hundborg og omegn. Det lykkedes, og i dag har vi ud over de større enterpriser over hele Thy også meget arbejde i lokalområdet.

- Og vi har opbygget en betydelig kreds af faste kunder. Vi vil nemlig meget gerne at kunderne ringer igen om et nyt stykke arbejde, lyder det fra Ronnie Vestergaard og Johnni Vestergaard, der begge har en solid uddannelses- og erfaringsmæssig baggrund at basere firmaet på.

Tilpasse sig markedet

Ronnie, der har været i firmaet siden 2002, er oprindeligt uddannet blikkenslager og senere tømrer.

Johnni har været med siden 2007 og udlært tømrer. Siden har han videreuddannet sig til konstruktør og Bedre Bolig-rådgiver.

- Vi synes selv, at vi har været gode til at tilpasse os markedet. Vi har gået efter de gode opgaver for os og grebet de muligheder, der bød sig, som da vi overtog Erik Dahlgaards tømrerforretning i Sjørring.

Fejres i forsamlingshus

Om Lene Vestergaards rolle i firmaet - så fortsætter den. Familien står sammen, så længe det kan lade sig gøre omkring familiefirmaet.

- Jeg er fyldt 68 og trives med min funktion som bogholder. Så jeg bliver ved så længe kræfterne og helbredet er til det, lyder det fra køkkenbordet hos Tømrerfirmaet Vestergaard.

Det dobbelte jubilæum fejres 13. oktober i Hundborg Forsamlingshus - et stenkast fra firmaadressen.

Her håber de tre gange Vestergaard, at mange vil kigge forbi: kunder, forretningsforbindelser, samarbejdspartnere, nuværende og tidligere ansatte, venner, familie og naboer.

Receptionen er fra klokken 12-17

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste