55 deltagere i sy- og broderiprojektet udstiller netop nu i Galleri Karin Ø i Ås. Privatfoto
Det sker

Sy- og broderiprojekt udstiller i Galleri Karin Ø

26. juli 2022 kl. 11:19
55 deltagere i sy- og broderiprojektet udstiller netop nu i Galleri Karin Ø i Ås. Privatfoto
200 deltog i projektet. Privatfoto
Udstillingen er frem til 18. august åbent onsdag og torsdag eftermiddage samt efter aftale. Privatfoto
Projektet kørte i anledning af Galleri Karin Ø’s 10-års fødselsdag. Privatfoto

ÅS: I anledning af Galleri Karin Ø’s 10-års fødselsdag lancerede indehaver Karin Østergaard et online sy- og broderiprojekt.

- 10 dage i træk ville deltagerne modtage en mail fra mig, om hvad der skulle syes den dag. Man kunne selvfølgelig arbejde i eget tempo, da man bare kunne se mailene når man havde tid til det, fortæller Karin Østergaard, der driver Karin Ø på Åsvej 41 i Ås mellen Thisted og Vilsund.

Over 200 har syet med, og gået meget op i det.

- Små fællesskaber er opstået i mange dele af landet, hvor mindre grupper af kvinder har syet i fællesskab og/eller snakket om/vist hinanden, hvor langt de var kommet. Den store gruppe har fulgt hinanden på Facebook, hvor der var ”vis og fortæl” med hvor langt man var og gav ideer til andre, fortæller Karin Østergaard.

Hun fortæller, at der er blevet lavet små videoer med forklaringer på de enkelte dele af projektet og hvordan man f.eks. kunne brodere kædesting samt ”at sy patchwork på amerikansk frysepapir” som nogle af emnerne.

- Nu kan man tro, at alle kvinder kan brodere og sy - men nej, sådan er det ikke. Nok har mange prøvet at brodere og sy i skoletiden, og her har nogle desværre også fået mindre gode oplevelser med sig. I dag siger mange kvinder faktisk at de ikke kan sy og brodere. Det kan de nu godt, men de tror det ikke, siger Karin Østergaard.

I det her forløb har deltagerne via små tegninger og videolinkene fået mod og lyst til det igen.

Karin Østergaard fortæller, at mange har vendt tilbage med, at det vil de til at gøre noget mere.

- Man har i projektet følt at det var for alle, og på niveau hvor både nybegyndere og øvede kunne arbejde ud fra samme oplæg og alle kunne lære og få noget ud af det. Hele tiden har hver enkelt syet på sit eget projekt, og de har set det forme sig mellem hænderne, og jeg kan mærke deres glæde og en stolthed vokse ud mellem fingrene, siger galleriejeren.

Der var 11 farvepakninger at vælge imellem, hvilket gør at de broderede figurer ser forskellige ud i de forskellige farveholdninger.

- Der var færdige figurer med, som kunne syes, og der var idéer til selv at finde på og designe selv. Nogle var øvede i at sy patchwork, og fik en udfordring med at brodere, og for andre var det omvendt.

Over 70 ting er udstillet. Emnerne er store tasker, små tasker, sytasker, etuier til sysager, kosmetiktasker, toilettasker, syprojekt-tasker, nålemapper, nålebøger, bogomslag, puder, bakkeservietter, poser, æsker m.m.

55 kvinder har leveret til udstillingen hvor en del har levet to ting.

Udstillingen vises lige nu i Galleri Karin Ø til og med den 18. august. Der er åbent om eftermiddagen på onsdage og torsdage samt efter aftale.

Velkommen til at se en superfin udstilling.

Karin Østergaard afslører, at der til sensommer kommer der andre fødselsdagstiltage i galleriet ...

Nyeste