Skib kom i havnebassinet - men ikke så hurtigt som forventet
Det var lidt af en familiebegivenhed, da indehavere af NL Ship Supply mandag aften med deres familier endelig kunne se supply-firmaets seneste investering ankomme til Hanstholm.
Investeringen er den 25 meter lange græske Nikolaos L. Og stående svejset godt fast på dækket af kran-skibet DeoValente ankom skibet i hård og kold østenkuling til Hanstholm efter en lang tur fra det sydlige Grækenland.
Det 120 tons tunge græske skib, der under dansk flag får navnet NL Commander, blev løftet ned i havnebassinet ved hjælp af af Deo Valentes store kraner. Det var en operation, der næsten gik efter planen, men tog flere timer længere end forventet.
- Deo Valente havde en defekt hydraulikpumpe, der betød, at den ene kran kun kunne operere langsomt. Derfor kom losningen til at vare noget længere tid. For vi kunne starte vores nye skib og sejle den til kaj, vidste vi, at der skulle have skiftes en elektrisk måler, før skibet kunne startes op. Heldigvis gik den del hurtigt, og NL Commanders maskine startede fint op, og vi kunne sejle den til kaj, lyder det fra en glad Martin Nordtorp.
- Alt i alt var det dejlig endelig at se skibet hjemme. Det er jo næsten et halvt år, siden vi sidst så det.
Martin Nordtorp er medindehaver af det Skagen-basserede firma med to af de tre indehavere bosat i Hanstholm.
Investering fem millioner
Transporten af skibet til Hanstholm løber op i næsten trekvart million. Det er en pris, der er givet godt ud, ifølge de nye ejere.
- Skulle vi selv have sejlet den, skulle skibet have været godkendt til den lange sejlads plus andre omkostninger. Det ville nemt løbe op i den dobbelte pris, fortæller Martin Nordtorp.
Der venter nu en tre-måneder lang renovering og opgradering af det kun fire år gamle skib.
- Vi håber, at det kan gøres på kortere tid, men man kan aldrig vide, når man begynder at pille i et skib, siger Martin Nordtorp.
Reparationen af skibet kommer til at ske i Hanstholm af det lokale firma Mikes Hydraulik og Motor og vil koste omkring fem mio. kroner.