Billede beskrivelse

Kun to gange før i Danmark: Jens Jørgen var måske den første, der så sensationen

05. december 2023 kl. 16.15

I sidste uge valfartede godt påklædte folk fra hele landet og udstyret med lange linser og kikkert til Hanstholm. Årsagen var, at de ville se en sjælden ørkenstenpikker.

Nu strømmer fuglefolkene igen til Hanstholm i stort tal. Denne gang for at se den endnu sjældnere havfugl Stillehavslom, der kun er set to gange før i Danmark.

- Det er et kæmpe scoop. Det er en fugl, vi alle har ventet på skulle dukke op i Hanstholm. Nu er den her, og den viser sig frem på flotteste vis. For den er tæt på kajen og i fuld gang med at fiske. Det er meget anderledes end de tidligere observationer, som var langt ude i åbent hav ved Skagen, fortæller ornitolog Jens Jørgen Andersen fra Hanstholm. 

Mandag var han på havnen med tre fuglevenner fra Thy.

Billede beskrivelse

Lidt pinligt 

Jens Jørgen Andersen er en af Danmarks meget erfarne ornitologer og har set 423 forskellige fugle i Danmark. Det er der kun omkring 50 i Danmark, som også har opnået.

Han vil ikke tage æren for at være den første, der opdagede den yderst sjældne Stillehavslom på hjemmebanen. Det er selv om, at han nok var den første.

- Jeg kørte i weekenden rundt på havnen i Hanstholm for med kamera at registrere alle de fugl, der er i Hanstholm Havn netop nu. Jeg tog en masse billeder - også af den sjældne lom. Men jeg tænkte ikke nærmere over fuglen i første omgang. Det er selvfølgeligt lidt pinligt, når man kender så mange fugle som mig. Men sådan er det også at se fugle. Man ved aldrig, hvad der dukker op, og man skal være klar, fortæller han.

Billede beskrivelse

Masser af fugle

Der er mange fuglefolk, der for alvor har fået øjnene op for Hanstholm, som Danmarks bedste sted at se trækfugle.

- Det skyldes den nye havn, som giver trækfugle optimale betingelser for et stop. Og nu er der mange små fisk i havnen, hvilket havfuglene har fundet ud af. For nogle uger siden var der 3-400 Alke i havnen. Det er aldrig sket før, hvor det kun har været enkelte Alke, der landede i bassinerne. Stillehavslommen er nem at finde – kig efter ornitologerne, fortæller Jens Jørgen Andersen. 

Han opfodrer interesserede til at tage på Lom-tur i Hanstholm.

Der findes kun fem arter af de smukke dykkende havfugle i hele verden. De fire af dem kan opleves i Hanstholm Havn netop nu. Det er de to almindelige arter i danske farvande - rødstrubet og gråstrubet Lom. Men der er også de sjældne arter Islom og Stillehavslom at se.

Stillehavslommen yngler i Alaska, det nordlige Canada og i Østsibirien.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste