Folk strømmer til Hanstholm af en ganske særlig grund
Hanstholm Havn er blevet en magnet for trækfugle. Nogle af den kommer langvejs fra.
Netop i disse dage valfarter ornitologer fra hele Jylland til Hanstholm.
På arealerne lige øst for havnen på Nordre Strandvej opholder en sjælden ørkenstenpikker til. Den kan have fløjet omkring 2000 km væk fra sit udbredelsesområde i det nordlige Afrika og Mellemøsten, hvor den holder til i stenede og ørkenagtige områder.
Den gyldenbrune fugl, der kun er set omkring 20 gange før i Danmark, blev først set søndag formiddag, fortæller ornitolog Jens Jørgen Andersen, Hanstholm.
Han holder øje med fuglen, der er opholder sig fast ved P-pladsen ved Nordre Strandvej.
- Den har det fint. Vi har set den spise - antageligt tanglopper mellem stenene på stranden. Nu er det blevet snevejr og koldt, så er det en anden sag. Kulde er ikke et problem for ørkenstenpikkeren, som sagtens kan opleve frost om nætterne, hvor den yngler. Men sneen er problematisk – det har jo lagt sig tykt overalt, lyder det fra Jens Jørgen Andersen.
Han har oplevet, hvor fint fuglen tilpasser sig vejr-situationen.
- Den har fundet en hule i brinken, hvor den er i læ for vind og sne. Her kan vi sidde og observere, at den flyver ud engang i mellem.
Ikke første gang
Jens Jørgen Andersen fortæller, at det ikke er første gang, at den ellers sjældne ørkenstenpikker er dukket op i Hanstholm. Der er år imellem. Alligevel blev der i 2011 set hele to fugle ved Hanstholm.
- Men det er usædvanligt at den er så langt nordpå. Det skyldes antageligt, at fuglens “kompas” er i uorden, og den er fløjet en helt gal retning, lyder det fra ornitologen,
Han kan også fortælle om andre spændende fugleobservationer, man kan gøre ved Hanstholm netop nu.
- Inde i de vestlige havnebassiner har vi i flere dage set en islom. Og der er tejst og mange alkefugle, man også kan nyde, siger den inkarnerede fuglekigger, der altid har kameraet indenfor rækkevidde.