Billede beskrivelse

Krabbe-amok i Stenbjerg: Klar til kæmpe krabbegilde

16. juli 2022 kl. 09.30

Lørdag 30. juli er Thys luksusspise på menuen, når Stenbjerg Fiskeriforening igen inviterer til Thys største krabbeklo-gilde.

Fiskeriforeningens 25 aktive medlemmer har været på havet på Stenbjerg Sten og hevet ikke mindre end 200 kilogram store førsteklasses kløer op i jollerne.

Fiskerne har nu selv kogt de mange kilogram kløer. For krabbekløer skal koges på den helt rigtige måde, som man har gjort ved Thy-kysten altid. De står nu klar til at lange de mange kløer over disken, når der forventes stormløb mod delikatessebordet i fiskerhuset ved Stenbjerg Landingsplads 30. juli klokken 12.00.

Billede beskrivelse

- Vi har holdt krabbegilde i 10 år cirka for at lave en oplevelse for turisterne. Men lige så meget for at lave en skilling til vores lille forening. Vi er jo flere hernede, der sammen prøver at bevare landingspladsen og den kultur, den repræsenterer. Krabbegildet er vores bidrag, lyder det fra Karsten Bonde, der er med i fiskeriforeningens arbejdsgruppe, der står for arrangementet.

- Vi håber at kunne sælge mindst 200 kuverter. Så bliver vi glade. Vi solgte i 2019 260 kuverter og lavede 15.000 kroner i overskud. Måske når vi derop igen. Vi har i hvert fald masser af flotte kløer klar. Så folk skal bare komme, lyder det fra Jens Møller Jensen, der også er med i arbejdsgruppen.

De mange kilogram krabbekløer bliver pakket op i portioner af 600 gram, hamret og klar til at spise. Dertil får gæsterne salat, brød, kaffe og hjemmebagt kage. Kuvertprisen er kun 100 kroner, og drikkevarer kan købes på stedet.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste