Fletværk på Kirsten Kjærs Museum
LANGVAD: Lørdag eftermiddag 30. juli er der fernisering på udstillingen Fletværk, der vises på Kirsten Kjærs Museum i Langvad ved Frøstrup frem til 25. september.
I foråret 2021 indledte to nysgerrige billedkunstnere, to kvinder, et kunstnerisk samarbejde. Billedkunstnerne, Mette Elimar Jensen og Stinne Møller-Hansen, gav sig til at lege og flette med forhåndenværende materialer: siv fra Mettes baghave, papkasser, tanker, ideer, ord og streger.
Samarbejdet fik navnet, Fletværk.
Omdrejningspunktet for samarbejdet og udstillingen er en undersøgelse af de kunstneriske processers betydning i hverdagen og hverdagens betydning i de kunstneriske processer.
Mette Elimar Jensen og Stinne Møller-Hansen har erfaret, at kunst ikke er et objekt isoleret fra livet og hverdagen.
Livet og kunsten hænger sammen.
Det afspejler sig tydeligt i de to kunstners leg med de lettilgængelige materialer.
I udstillingen ses det blandt andet i Stinne Møller-Hansens papkasser og pølsebakkebilleder og i Mette Elimar Jensens raderinger og tredimensionelle undersøgelser.
Samarbejdet mellem Mette og Stinne udmøntede sig i februar 2022 til et større fællesskab.
De inviterede fire andre kvinder fra Thy og Mors ind i fletværkslegen og skabte sammen et Kunstlaboratorie i Morsø Kunstforenings smukke lokale på Holmen i Nykøbing.
I ni intense dage arbejdede de i fællesskabet.
De sidste tre dage blev der lukket op for besøgende, som blev opfordret til at deltage aktivt i laboratoriet. Der blev arbejdet generøst og med humor i et solidarisk fællesskab, og der blev skabt en processuel og aktivistisk udstilling. Laboratoriet vakte begejstring og glæde både hos deltagerne og hos publikum.
Udstillingen på Kirsten Kjærs Museum viser spor af kunst og liv samlet under det fælles tema, Fletværk.
Værkerne består af tegning, grafik, skulptur og flet.
Udstillingen giver plads til både forundring, genkendelse og nysgerrighed. Publikum inviteres igen ind i fletværkslegen.
Man finder Kirsten Kjærs Museum på Langvadvej 64.