Flere skal spille golf
Nordvestjysk Golfklub vil have flere til at spille golf - 11. august er der informationsmøde
NYSTRUP: Nordvestjysk Golfklub kører netop nu en kampagne for at få flere til at spille golf og dermed blive medlem af klubben. Derfor har man netop igangsat en annoncekampagne i ugerne 30, 31 og 32, hvor medlemmer fortæller om deres oplevelser.
Bl.a. skriver 90-årige Ib Thomsen, at han ”spiller tre-fire gange i ugen, når vejret er til det. Jeg bliver stadig sur og gal, hvis det ikke går godt. Alderen gør det ikke nemmere, men glæden ved et godt slag er der heldigvis stadig”.
- Vi har målrettet annoncerne de tre segmenter junior, familier og ældre, fortæller Anders Heegaard, der er formand for begynderudvalget i Nordvestjysk Golfklub.
Fælles for annoncerne er, at de henviser til et informationsmøde i klubben tirsdag aften 11. august.
Er man med på at starte med at spille golf, kan man efterfølgende melde sig til et begynderkursus.
- Vi tilbyder et begynderforløb af syv-ugers-varighed. Forløbet består af fem praktiske lektioner og to teorilektioner. Undervisningen slutter med en såkaldt kaninturnering, hvor man har mulighed for at have en mentor med, fortæller Anders Heegaard. En ”kanin” betyder begynder i golfsprog.
Begynderkurset koster 500 kr.
- Vi har i øjeblikket 880 medlemmer. Og i år har vi allerede fået 40 nye medlemmer. Så hvis vi kunne blive 20-25 medlemmer mere, vil det være rigtig godt, siger Anders Heegaard.
Et medlemskab af Nordvestjysk Golfklub koster 4900 kr. årligt.