Fester i stribevis: Endelig åbner ny natklub i nattelivsørken
Trods en åbningsdato, der er blevet udskudt flere gange, er Zebra Bar nu endelig klar til at byde gæsterne velkommen
NYKØBING: Da Nordjyske i forsommeren 2022 kunne fortælle, at Nykøbing nu atter får en natklub, blev det glade budskab fulgt af en foreløbig åbningsdato, der hed 1. juli.
Sådan skulle det dog ikke gå for far og søn-duoen Henrik Pedersen og Frederik Nielsen, der er idemændene bag "Zebra Bar". Det viste sig nemlig, at når det kom til den bankmæssige side af sagen, var det ikke helt enkelt at starte et diskotek på Mors:
- Det var næsten umuligt for os, med nystiftet CVR-nummer, at få en bankforbindelse. Ingen ville have os, og vi blev så desperate, at vi tog fat i en fransk bank, som gerne ville acceptere os, men det blev simpelthen for indviklet med skat og så videre. Til sidst gik jeg til min gamle bankmand for at få det løst. Det tog to måneder bare at få en bankkonto, siger Henrik Pedersen.
Men der har også været personlige grunde til, at åbningsdatoen er blevet udskudt.
- I de mellemliggende måneder gik min far bort, og det gjorde selvfølgelig, at hele projektet blev sat på pause, fortæller Henrik Pedersen.
Lokalerne har fået den store overhaling, og nu er Henrik Pedersen og Frederik Nielsen klar til at ansætte personale, så Zebra Bar kan åbne 3. marts.
- I vores åbningsweekend kommer 8Ball og Nicki Feldt og spiller, og der vil være gode tilbud i baren, siger Henrik Pedersen.
Indretningen af den nye natklub er - ganske tro mod stedets navn - holdt i sorte og hvide striber.
- Vi har pyntet op med ægte zebraskind, som vi har brugt lang tid på at skaffe. Det er nogle gamle skind, og det er ikke så tit, den slags kommer til salg, så vi har holdt godt øje, siger Henrik Pedersen.
Far og søn kommer fra Fyn, hvor de også i dag er bosat, men i erkendelsen af, at det bliver en lang afstand at pendle over, vil de se sig om efter et sted at bo lokalt i Nykøbing.
- Vi håber med tiden at finde en bestyrer eller lignende, der vil komme forbi og klare nogle af de daglige opgaver, men her i opstarten er vi nødt til selv at være til stede, tilføjer Henrik Pedersen.