Billede beskrivelse

To Mors-virksomheder blev hyldet med priser

22. marts 2026 kl. 11.03

MORSØ: Med 150 deltagere blev Morsø Erhvervsråds generalforsamling torsdag aften et stærkt bevis på den store lokale opbakning til erhvervsudviklingen på Mors. 

Aftenen blev indledt med et inspirerende blik ind i fremtiden leveret af fremtidsforsker Anne Skare, som understregede, at det ikke er omstilling, men indstilling, der afgør evnen til at møde fremtiden med succes.

Det fortæller Morsø Erhvervsråd i en pressemeddelelse. 

Herefter indtog Ian Marko Fog, direktør for Mors-Thy Håndbold, scenen og gav deltagerne et unikt indblik i både maskinrummet og talentfabrikkens kultur, hvor vilje, fællesskab og udvikling går hånd i hånd.

Aftenen blev rundet af med uddelingen af erhvervsrådets to priser - "Den Gyldne Musling" og "Den Gyldne Østers" - som hylder de virksomheder, der gør en særlig forskel for Mors’ erhvervsliv.

Billede beskrivelse

Fra lille til lovende

Iværksætterprisen fra Morsø Erhvervsråd gik i år til Vinhuset A/S, der på få år har udviklet sig fra små lokale rammer til en af Nordens mest lovende e-commerce-aktører inden for vin og spiritus.

Virksomheden har tredoblet omsætningen på ét år og bevist, at det er muligt at skabe vækst i et marked, der ellers er i tilbagegang. 

Med 53 ansatte, stigende international aktivitet og et strategisk opkøb af Bevco i 2026 er Vinhuset A/S et stærkt eksempel på lokalt forankret vækst med globalt potentiale, lød det i beskrivelsen af prismodtageren.

Billede beskrivelse

Traditionsrig pris

Årets modtager af "Den Gyldne Østers", der har været uddelt siden 1965, blev CN Agro A/S. 

Prisen tildeles en virksomhed, som har været på en usædvanlig rejse, skabt markant succes og fungerer som en stærk ambassadør for Mors.

CN Agro A/S har i årtier udviklet innovative løsninger til frilandsproduktion og dyrevelfærd - og har tilmed senest gennemført et vellykket generationsskifte, investeret i ny produktionsteknologi og udvidet til moderne faciliteter på Elsøvej i Frøslev. 

Med mere end 30 ansatte og nye eksportaktiviteter i Sverige er CN Agro A/S en virksomhed, der både skaber arbejdspladser og sætter Mors på landkortet.

Formandens beretning om foreningsåret 2025 sendte desuden et klart signal om, at der skal arbejdes strategisk for at få flere iværksættere, og at rammerne skal videreudvikles lokalt.

Formanden opsummerede aftenen som et klart eksempel på, at Mors rummer et stærkt og engageret erhvervsliv, hvilket det store fremmøde tydeligt understregede.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste