Seneste nyt
Billede beskrivelse

Projektudvikler er glad og stolt efter "ja" til sol og vind i Sydthy

28. maj 2026 kl. 14.02

SYDTHY: Sydthy får sol og vind.

Det besluttede et flertal af politikerne i kommunalbestyrelsen, da de på mødet onsdag skulle tage stilling til VE-projekterne i Røjkjær og Spolum.

I begge tilfælde valgte et snævert flertal at sige ja, og det ja vakte både glæde og stolthed hos partner og projektleder hos Sydthy Vind, Anders Kappel, der står bag VE-projektet i Røjkjær.

- Der er ingen tvivl om, at vi både er glade og stolte over, at vi nu får lov at udvikle Sydthy med vores projekt. Og rent personligt, er jeg allermest stolt over, at vi nu får mulighed for at generere penge til det lokale foreningsliv, siger Anders Kappel, der selv er inkarneret foreningsmand og har haft et samlet foreningsliv i Vestervig bag sig til Røjkjær-projektet.

Og med det politiske ja til projektet, bliver det næste skridt at igangsætte en lokalplan og en miljøvurderingsproces.

- Nu går hele forvaltningsprocessen i gang, så der er lang vej endnu, før vi kan se frem til at få en byggetilladelse. Men vi er klar til at tage fat på det arbejde, og går det, som vi håber og forventer, så kan første spadestik tages i sommeren eller efteråret 2028, siger Anders Kappel.

Som led i den proces vil Sydthy Vind løbende inddrage og informere borgerne om projektets udvikling. 

Projektet har delt vandene i lokalområdet, hvor borgerne faktisk stemte nej til sol og vind i Røjkjær og i Spolum.

- Det er vi bevidste om, men jeg håber, at vi med den politiske afgørelse kan stå sammen til gavn for lokalområdet og udviklingen af Sydthy. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at borgerne bliver inddraget og informeret på den videre vej, siger Anders Kappel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste