Seneste nyt
Billede beskrivelse

Politikere stemmer for energiprojekter i Thisted trods lokal modstand

28. maj 2026 kl. 08.47

I Thisted Kommune blev to store energiprojekter stemt igennem af kommunalbestyrelsen onsdag aften trods modstand fra borgerne.

Det skriver DR.

Der er tale om et projekt med vindmøller og solceller ved Røjkær og et vindmølleprojekt ved Spolum.

Forud for onsdagens afstemning havde begge projekter været til afstemning blandt områdets borgere. Der var flere stemmer imod dem end for dem, skriver TV Midtvest.

Lokal opbakning er nemlig et af fem områder, som kommunalbestyrelsen altid skal forholde sig til, når der skal træffes afgørelse om projekter med vedvarende energi i Thisted Kommune.

De fem tematikker, som altså blandt andet er lokal opbakning, er blevet til på baggrund af over 4000 besvarelser på et spørgeskema sendt ud til områdets borgere.

Det er en model, der bliver kaldt Thy-modellen. Og den er med onsdagens afstemninger død, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Thisted Kommune Jens Tilma (K) til DR.

Han stemte imod begge projekter.

- Den har ikke politisk legitimitet nu - folk tror ikke på den, når det alligevel går en anden vej, end de lokale har stemt i afstemningen, siger han til mediet.

Men det afviser borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) ifølge DR. Han stemte for begge projekter, som efter hans mening vil være med til at udvikle lokalområderne på en god måde.

Thy-modellen blev i april i år tildelt Kommunernes Landsforenings Klimapris 2026. Her blev der lagt vægt på netop inddragelse af borgerne.

Formand for KL's Klima-, Natur- og Planudvalg Anders Winnerskjold, som til daglig er borgmester i Aarhus Kommune, kaldte det "imponerende at se, hvordan Thisted Kommune med Thy-modellen har skabt en tilgang, hvor lokal involvering er helt central".

Projektet i Røjkær blev onsdag aften stemt igennem med 14 stemmer for og 13 imod i kommunalbestyrelsen. I tre partier - De Konservative, Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne - var der uenighed blandt byrødderne, da nogle stemte for, mens andre stemte imod.

Ved den tidligere digitale afstemning blandt lokalbefolkningen stemte 34,6 procent, hvilket svarer til 328 personer, for, mens 63,5 procent, hvilket svarer til 602 personer, stemte imod. Det fremgår af kommunens hjemmeside.

Der var en stemmeprocent på 35 procent.

For Spolum-projektet var der onsdag aften 15 stemmer for og 12 imod.

I afstemningen hos lokalsamfundet havde 40,4 procent, svarende til 172 personer, stemt for, mens 55,9 procent, svarende til 238 personer, stemt nej.

I alt var stemmeprocenten på 35,8 procent.

/ritzau/

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste