Diabetes kan ligne druk - derfor uddeles særlige armbånd på Thy Alive
THISTED: Når tusindvis af mennesker om samles til Thy Alive Festival den 23.-25. juli kan det i værste fald blive livsfarligt, hvis en festivalgæst med diabetes får lavt blodsukker og bliver forvekslet med en beruset gæst. Derfor kan festivalgæster med diabetes igen i år hente et gratis diabetesarmbånd hos samaritterne.
Armbåndet gør det lettere for samaritter, vagter og andre gæster at opdage, at en person med diabetes har brug for hurtig hjælp. Lavt blodsukker kan udvikle sig hurtigt og kræver ofte øjeblikkelig handling. Symptomerne kan blandt andet være forvirring, rysten, bleghed eller en adfærd, der let kan forveksles med beruselse.
Derfor uddeler Diabetesforeningen i samarbejde med Alm. Brand de lyseblå diabetesarmbånd.
- Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre i situationen. Det skaber tryghed – både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.
På armbåndet står der:
"JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK."
Armbåndet er særligt relevant for mennesker med type 1-diabetes og andre, der behandles med insulin.
I Sundhedsråd Limfjorden, som Thisted Kommune er en del af, lever omkring 2.700 mennesker med type 1-diabetes.
Diabetesarmbåndene kan hentes gratis hos samaritterne på Thy Alive Festival. De kan også købes i Diabetesforeningens netbutik.