Nyt tilbud i Sydthy: Poul Henrik åbner et gør-det-selv-værksted
GETTRUP: Det bliver et gør-det-selv-værksted, hvor de unge fra lokalområdet kan komme og makke i deres knallerter.
Men det bliver også et gør-det-selv-værksted, hvor man kan komme og selv lave service på egen bil, men samtidig også få mulighed for at få rådgivning og hjælp fra en fagperson.
For værkstedet er også tænkt for unge mekanikere, der kunne tænke sig at prøve muligheden af for at blive selvstændige og bygge en kundebasis op - uden selv fra dag ét at skulle ud i større investeringer i værksted og værktøjer.
Ovennævnte er overordnet nogle af de tanker, Poul Henrik Nissen gør sig om det tidligere auto- og traktorværksted i Gettrup i Sydthy.
Værkstedet købte han i efteråret af enken, Vilja, efter afdøde Erling Munkholm.
- Som indehaver af Hjaem, den tidligere Vesterledlejren, kommer jeg ofte til Gettrup og så i efteråret, at værkstedet var sat til salg. Og som iværksætter så jeg muligheder for et nyt projekt, hvor jeg kunne omdanne stedet til et knallert- og bilværksted under navnet GDS, gør-det-selv, siger han.
Et nyt tilbud
Knallerterne udspringer af en artikel, han læste i Ligeher.nu, hvor borgere i Hurup følte sig generet af unge, der hen over sidste sommer havde kørt ræs i gågaden om aftenen og brugte det sociale drivhus som hænge ud-sted.
Det fik et par voksne til at tage en snak med de unge, der fortalte, at de savnede et sted, hvor de kunne makke med deres maskiner.
I efteråret fik de unge så et nyt tilbud om at hænge ud, da Thisted Ungdomsskole åbnede et Ungehus i Hurup.
- Så ringede jeg til ungdomsskolen og fortalte dem om mine planer for gør-det-selv-værkstedet, og lige nu har vi en positiv dialog, hvor vi har ramt hinanden med et godt prisniveau.
- Derfor forventer jeg, at vi kan lave en aftale indenfor de næste par måneder, så de unge fra Hurup og oplandet kan komme her og makke med deres knallerter, siger Poul Henrik.
Han ser også for sig, at gør-det-selv-værkstedet vil blive attraktivt for unge mekanikere med iværksættertrang.
- På GDS kan man prøve det af på en platform uden at have penge op af lommen, bortset fra en månedlig leje. Jeg er lige nu ved at lave en aftale med FTZ-autodele, så iværksætterne kan handle autodele gennem mig.
- Iværksætterne kan så selv komme med kunder, men kan også få dem gennem dem, der selv kommer for at servicere deres bil på værkstedet, men måske ikke helt kan gøre det selv og gerne vil have rådgivning og hjælp fra en fagperson, siger Poul Henrik.
Ud over værkstedet og en tilhørende bolig rummer stedet også en lade, hvor Poul Henrik har planer om et tilbud om opbevaring af biler og campingvogne - og et tilbud om opbevaringsbokse.
- I tilstødende lokaler til værkstedet, har jeg også planer om tilbud om opbevaringsbokse. Det kan være til dæk og andet, som man ikke lige har plads til derhjemme, siger han.
Kaffesalon og butik
En kaffesalon og en lille butik indgår også i planerne på sigt, for ud over købet af værkstedet, har han overtaget forpagtningsaftalen af Go'on-tankstationen udenfor.
- Tankstationen bliver benyttet af mange på vej mod Vestervig og Agger. Og en dag, snakkede jeg med en, der tankede sin bil, om et tilbud om kaffe i en ”salon” indenfor kunne friste. Svaret var ja, så det tilbud kommer til at indgå i mine planer på sigt, siger Poul Henrik.
GDS-værkstedet åbner 1. juni og bliver i øvrigt den første del af et nyt projekt og koncept, Poul Henrik har skabt.
Det hedder Vibravo+ og er et projekt og koncept, Poul Henrik har udviklet for at styrke iværksætteriet i Thy.
Tanken er at tilknytte lokale håndværkere og skabe et fællesskab, hvor man går sammen om at udføre opgaver for private og virksomheder med alt fra byggeri, renovering og vedligehold.
Her kan forskellige håndværkere sammen udføre opgaver inden for havearbejde, rengøring og salg af brænde, vildmarksbade og saunaer - blandt andet.