Billede beskrivelse

Nykøbing kåret som Danmarks Hyggeligste Ferieby

29. juli 2025 kl. 11.03
Opdateret 04. august 2025 kl. 08.30

NYKØBING: Nykøbing er netop blevet kåret som Danmarks hyggeligste Ferieby 2025 foran byer som Vorupør og Løkken. Det er OpdagDanmark, som står bag konkurrencen, hvor de hvert år lader almindelige mennesker nominere og stemme om, hvilken ferieby der er den hyggeligste i Danmark.

Billede beskrivelse

OpdagDanmark er en travel tech-startup beliggende i Aalborg, som siden 2019 har udviklet en hjemmeside og en app, der gør det nemmere at finde vej til alt, hvad Danmark har at tilbyde. Det inkluderer alt fra vandreruter og cykelruter til begivenheder, der finder sted rundt om i landet.

Når OpdagDanmark udskriver konkurrencer, kan man vælge mellem en lang række kategorier. Og en af dem er Danmarks Hyggeligste Ferieby, hvor Nykøbing i år klart vandt over byer som Vorupør, der kom ind på en andenplads og Løkken på en tredjeplads. Så med Nykøbing på en førsteplads og Vorupør på en andenplads har Thy og Mors fået feriegæsternes bevågenhed og hyldest i år.

Billede beskrivelse

Al opmærksomhed er godt

Og al positiv opmærksomhed betyder noget, lyder det fra turistchef hos Morsø Turistbureau/ VisitMors, Bente Kristensen.

- Det betyder da rigtigt meget, at vi nu kommer med i OpdagDanmarks guide og på den måde bliver ekstra eksponeret som turistdestination. Så måske kan det her få nogle flere til at besøge Nykøbing på deres ferie, hvis de står og skal vælge mellem flere steder, siger Bente Kristensen.

Billede beskrivelse

Samtidig understreger hun, at det er helt fortjent, at Nykøbing nu bliver kåret som Danmarks hyggeligste Ferieby.

- Vi har en rigtig hyggelig by. Og det skyldes ikke mindst vores aktive handelsstandsforening, der altid pynter byen op og som skaber liv i byen. Og så alle de gode kræfter, der hvert år går sammen om at skabe nogle aktiviteter, der bakkes op af en engageret lokalbefolkning, siger hun og tilføjer:

- Jeg hører fra rigtig mange gæster, der besøger vores hyggelige by, at de møder stor gæstfrihed både i Nykøbing og på hele øen. Og jeg er sikker på, at en kåring som den her vil smitte af på aktiviteterne rundt om omkring på hele øen.

Billede beskrivelse

Lige nu er Bente i fuld gang med at forberede Kulturmødet i Nykøbing, der løber af stablen i slutningen af august, og som er et af de store arrangementer, der udover Skaldyrsfestivalen, Limfjorden Rundt m.m. er med til at gøre Nykøbing til en hyggelig og festlig by for både turister og lokalbefolkningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste