Mors-firma forlænger med landsholdene
NYKØBING: KPK Døre og Vinduer har i mere end et årti stået skulder ved skulder med de danske håndboldlandshold, og nu forlænges sponsoratet endnu en gang.
Den nye aftale løber fra 1. januar 2026 til udgangen af 2027 og betyder, at KPK fortsat vil være synlig på kvindelandsholdets spilletøj samt på banderne ved flere af både kvinde- herrelandsholdenes kampe på dansk grund, skriver Nykøbing-virksomheden i en pressemeddelelse.
Hos Dansk Håndbold glæder man sig over, at KPK fortsætter som en central partner i yderligere to år.
- Vi er stolte over endnu en gang at kunne forlænge samarbejdet mellem KPK Døre og Vinduer og Dansk Håndbold. Deres opbakning, både fra medarbejdere og kunder, har været tydelig ved vores arrangementer, og det betyder meget for os at have en partner, der deler vores passion for håndbold og fællesskab, siger Henrik M. Jacobsen, der er direktør i Dansk Håndbold.
Siden aftalens start i 2015 har sponsoratet ikke blot øget kendskabet til KPK’s brand, men også givet virksomheden en platform til at skabe unikke oplevelser for kunder og medarbejdere. Et samarbejde, der fortsat skaber værdi på flere niveauer.
- Vi er enormt glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Dansk Håndbold. Sponsoraftalen er et stærkt fundament for de relationer, vi opbygger med vores kunder, samtidig med at den forbinder os med en sport, der står for holdånd og fællesskab, siger salgschef Peter Johannesen fra KPK Døre og Vinduer og tilføjer:
Det forlængede samarbejde får en forrygende opvarmning, når de danske håndboldkvinder indtager banen iført spilletøj med KPK’s logo til den kommende VM-slutrunde, der finder sted i Holland og Tyskland.