Mors-butik kommer med opråb: Butikken mister omsætning
Ø.ASSELS: For andet år i træk mister Dagli’Brugsen i Øster Assels omsætning.
Sidste år mistede butikken omsætning for en halv million kroner, og det samme forventer bestyrelsen i år, der på nuværende tidspunkt ser ind i et underskud på 100.000 kroner.
Det oplyser uddeler Lisbeth Pedersen, og det fremgår også af en video-kampagne, som bestyrelsen har lavet, hvor Lisbeth Pedersen fortæller om tingenes tilstand. Den første af fire videoer blev lagt på deres Facebookside 1. november.
- Det er ikke sådan, at vi er lukningstruet. Men vi vil med de her videoer invitere lokalsamfundet med ind i maskinrummet og fortælle, hvordan det står til med økonomien, som er fundamentet for, at vi her i Øster Assels på den lange bane kan bevare en lokal fødevarebutik i området, fortæller Lisbeth Pedersen.
Som sagt er butikken ikke lukningstruet, men Lisbeth Pedersen understreger, at der skal rettes op på økonomien nu. Og der er kun en vej – og det er, at lokalsamfundet benytter Dagli’Brugsen lidt mere til alle deres indkøb - og ikke kun til et rundstykke om søndagen eller et par pakker gær og en liter mælk.
- Vi kan se, at kundernes købemønster er ændret de seneste år. Basisvare som toiletpapir og rengøringsmidler handler vores kunder i discount butikkerne i andre byer - også selvom vi har gode priser og tilbud på de varegrupper. Den sidehandel vil vi gerne have, fordi det kan være den ekstra indtægt, som kan være med til at vende skuden for os, forklarer Lisbeth, der har det opråb til lokalsamfundet, at udviklingen skal vendes, og at butikkens omsætning skal øges.
Ikke kun en fødevarebutik
Skulle det værste ske, at Dagli’Brugsen bliver tvunget til at lukke, mister borgerne i lokalsamfundet på Sydmors ikke kun en fødevarebutik i nærområdet - men også et samlingssted og en lang række serviceydelser.
Lisbeth Pedersen nævner her den store blomsterafdeling, som er tilknyttet butikken, og som er tilmeldt kæden Florist, der kører ud med blomster på Mors og i Salling.
- Vi har også uddeling af medicin og en pakkeshop, som forsvinder med os. OK-tanken bliver også nedlagt. Vi har bagerafdeling, hvor man kan købe frisk brød, og man kan få sine lottokuponer fornyet her i butikken. Dertil kommer jo vores brede sortiment af fødevarer, som dækker en husstands behov på dagligvarer. Alt det forsvinder sammen med os, fortæller Lisbeth.
Dertil kommer, at Dagli’Brugsen er et samlingspunkt for lokalsamfundet - blandt andet når der skal samles ind til fødselsdage eller begravelser. Årligt arrangerer butikken grillfest og vinsmagning samt andre arrangementer, der samler borgerne på Sydmors.
- Her op til jul laver vi også lidt ekstra ud af dagene. Blandt andet fylder vi vores julesok op hver søndag, så børnene kan få gratis juleslik i juledagene. Vi inviterer også på æbleskiver og Glögg sidste søndag inden jul, fortæller Lisbeth.
Hun håber, at det lille opråb og indblik i butikkens økonomi er med til, at lokalsamfundet begynder at bakke op om butikken, når der skal handles ind til jul.
- Vi har rigtig mange gode faste kunder, som kommer her jævnligt. Vi møder jo vores kunder med et smil og god service, men bag smilet er der en lille bekymring for, at vi på den lange bane ikke kan blive ved med at miste omsætning og køre med underskud, forklarer hun.
Så hun håber på, at nedgangen i omsætningen vender til næste år - og der er kun en måde at få det til at ske på - og det er, at borgerne på Sydmors lægger mere handel i butikken, understreger Lisbeth Pedersen.