Billede beskrivelse

Maria har haft succes med sin sommerbutik i gågaden

01. august 2025 kl. 06.00

NYKØBING: Det var en rigtig god beslutning, indehaver af EikiDesign, Maria Hedegaard, tog, da hun den 24. juni åbnede sin pop-up sommerbutik med salg af funktionelle produkter til hjemmet og til eget brug fremstillet af kork i gågaden i Nykøbing. For det har været en succes.

- Det er gået over al forventning. Jeg har mødt en masse supersøde mennesker, både lokale og turister. Nogle er kommet for at kigge og sludre, mens andre kommer ind for at købe. Og jeg har oplevet, at alle er gået herfra med en god oplevelse og et smil på læben, fortæller Maria.

Det med smilet er også kommet efter, at mange har deltaget i de to konkurrencer, som Maria har afviklet fra starten. Den ene konkurrence går på at gætte, hvor mange propper der er i et stort glas. Vinderen finder Maria i slutningen af august, hvor hun lukker butikken ned for denne omgang. Præmien er køb for 250 kroner på EikiDesigns webshop.

Billede beskrivelse

En anden konkurrence går på at kaste tre propper ned i tre papkasser. Rammer man en kasse, kan man købe en vare i butikken med 5 procent rabat. Rammer man to kasser får man 10 procent rabat, og ryger der propper ned i alle tre kasser, udløser det en rabat på 15 procent.

- De besøgende i butikken har flittigt benyttet sig af konkurrencerne. Og jeg har haft mulighed for at fortælle om kork som et produkt, der kan anvendes til mange ting, lige fra fremstilling af korkstof, der kan anvendes til blandt andet puder, til produktion af legetøj, brugskunst og julepynt og meget, meget mere, fortæller Maria.

Udvider åbningstiden

Oprindeligt var meningen med pop-up butikken, at den skulle være åben i skolernes sommerferie. Men Maria har udvidet perioden til udgangen af august.

- På den måde kan jeg få kulturmødet med. Her vil jeg holde åbent både torsdag, fredag og lørdag fra klokken 10-21. Og det glæder jeg mig til, siger Maria.

I det hele taget har hun kun roser til alle de handelsdrivende og handelsstandsforeningen i byen, som har taget godt i mod hende og ønsket hende velkommen i gågaden med sin sommerbutik.

- Dertil kommer, at Nykøbing er en dejlig, hyggelig og gæstfri by, hvor der sker noget og som her i sommerperioden bare er fyldt op med glade mennesker, siger Maria.

Billede beskrivelse

Og selv har hun været med til at trække et par besøgende til byen i sommerperioden.

- Jeg har faste kunder på min webshop og tre af dem fra Holstebro, Grenå og Viborg har benyttet sig af lejligheden til at komme til Nykøbing og hilse på mig i min butik i sommerferien. Og det er dejligt at kunne udbrede brugen af kork og få mulighed for at fortælle om produktet kork, som har en lang historie bag sig. Kork er et materiale, man har benyttet siden 1700-tallet, da den franske munk, Dom Perignon, begyndte at anvende kork til fremstilling af champagnepropper, forklarer Maria.

Efter kulturmødet pakker Maria sommerbutikken sammen for denne gang og rykker tilbage til sin privatadresse på Garvervej i Nykøbing, hvor hun har indrettet en lille butik i et baglokale. Og så har hun stigende succes med sin webshop eikidesign.dk.

Men det bliver måske ikke det sidste, man ser til Maria i gågaden i Nykøbing.

- Jeg producerer en hel del julepynt af kork. Og derfor overvejer jeg at åbne en pop-up butik i gågaden i Nykøbing i november og december, så jeg kan få julehandlen med. Og det er nok heller ikke sidste gang, jeg springer ud og åbner en sommerbutik, siger Maria, der lige nu er ved at varme op til det store rykind til kulturmødet sidst i august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste