Billede beskrivelse

Lokalt ismejeri vinder flot pris

03. marts 2025 kl. 14.05

THISTED: Traditionen tro kåres årets produkter med smagen af lakrids på årets Lakridsfestival i Bagsværd og også i år var der kamp om det sorte guld.

Vinderne blev offentliggjort og hyldet på Lakridsfestivalen lørdag d. 1/3 i Haaning Collections imponerende vintagebilunivers i Bagsværd. Igen i år var prisen udvidet med ”Publikums Favoritpris”. Alle festivalens gæster deltog i smagningen og kunne efterfølgende stemme på deres egen favorit.

Guldet gik til Spangsberg Chokolade og lokale Ismejeriet Thy for deres fælles lancering af en helt ny lakridsflødebolleis med hindbær.

Lakridsflødebolleisen scorede højt på alle parametre. Skudsmålet fra juryen lød:

- En unik is med en rigtig lækker struktur og balance og fremfor alt en is fuld af smagsoverraskelser. Det er godt tænkt at knuse de hele flødeboller direkte i isen og således lade sig overraske af bidderne med flødebollebund, hvid chokolade, lakridsgranulat og den syrlige, friske hindbærsmag.

- The Liquorice Taste Award handler naturligvis om at synliggøre og fremhæve de bedste produkter med smagen af lakrids og at hylde det gode håndværk og de gode råvarer, men fremfor alt om at sprede ekstra stjernestøv udover de passionerede producenter, der fortjener et ekstra skulderklap og ekstra rampelys for deres vedholdenhed og kompromisløshed, siger Eva Vedel, der er arrangør af Lakridsfestivalen.

Der var close race blandt de tre vindere. Juryen var dog helt enige om finalefeltet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste