Billede beskrivelse

Lokal virksomhed overtager konkursramt konkurrent

21. marts 2025 kl. 12.18
Opdateret kl. 12.24

THISTED: Med øjeblikkelig virkning har Jysk Elteknik overtaget aktiverne fra det konkursramte firma Opmatic.

Overtagelsen omfatter blandt andet varelager, driftsmateriel, tavleværksted, software samt andre værdifulde ressourcer, der vil bidrage til at styrke Jysk Eltekniks kapacitet og fortsatte levering af eltekniske løsninger i topkvalitet.

Rækker ud til tidligere medarbejdere

Jysk Elteknik har stor forståelse for den svære situation, Opmatics tidligere medarbejdere nu befinder sig i.

Deres faglige kompetencer og engagement under Opmatics vækstforløb bliver anerkendt og værdsat. Derfor ønsker Jysk Elteknik at tage kontakt til de tidligere ansatte med henblik på mulige ansættelser i virksomheden.

Om Jysk Elteknik

Jysk Elteknik er en lokalforankret elinstallatørvirksomhed med afdelinger i Nykøbing, Thisted og Hurup.

Med 115 engagerede medarbejdere leveres et bredt udvalg af eltekniske løsninger – lige fra automation, brand- og sikringsinstallationer til almindelige el-løsninger for private, erhverv, industri og landbrug.

Målet er at kunne tilbyde nye muligheder og samtidig bevare så mange lokale arbejdspladser som muligt. Medarbejderne vil blive kontaktet i løbet af de kommende dage for en nærmere dialog om potentielle stillinger.

Hjælp til Opmatics kunder

Også Opmatics kunder er i fokus hos Jysk Elteknik – især dem med tidskritiske projekter, der risikerer at blive forsinket. For at sikre en smidig overgang og minimere forstyrrelser, er Jysk Elteknik klar til at tilbyde den nødvendige support og assistance.

Tidsfaktoren har spillet en afgørende rolle i opkøbet, og virksomheden står parat til at hjælpe de kunder, der måtte være kommet i klemme.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste