Advokatkæde åbner nyt kontor på Mors: - Vi er klar til at gå all in
Advodan Thisted udvider og åbner et nyt kontor på gågaden i Nykøbing Mors.
Ifølge partner og advokat Louise Rosenkilde sker åbningen blandt andet, fordi advokatkontoret gennem længere tid har oplevet en stigende interesse fra både private og virksomheder på Mors.
- Der er efter vores opfattelse plads i markedet til kompetent erhvervs- og privatretlig rådgivning, som tilbydes af Advodan. Derudover ønsker vi at komme tættere på både nuværende og nye kunder på Mors, siger Louise Rosenkilde.
Advodan Thisted har desuden fået flere direkte opfordringer til at etablere sig på øen.
Louise Rosenkilde fortæller, at virksomheden har oplevet en støt stigende efterspørgsel fra både private og erhvervsliv på Mors, og den har ofte været ledsaget af ønsker om, at advokatkontoret tog skridtet fuldt ud og åbnede en lokal afdeling.
Partnerne skiftes til at være på Mors
Det nye kontor skal fungere som et såkaldt full service-advokatkontor, der blandt andet tilbyder rådgivning om testamenter, dødsboer, ægtepagter, hushandler og retssager.
Virksomheder vil blandt andet kunne få hjælp til køb og salg af virksomheder, generationsskifter, kontrakter og retssager. Kontoret vil også rådgive inden for offentlig ret, eksempelvis i forbindelse med byggesager og offentlige tilladelser.
I første omgang bliver kontoret bemandet af Advodan Thisteds fire partnere, Jacob Schousgaard, Jonas Houkjær Bech, Louise Brandt Rosenkilde og Peter Price Stoltz.
De vil hver især være på kontoret i Nykøbing Mors én dag om ugen.
På længere sigt håber virksomheden at kunne ansætte medarbejdere, som får deres faste arbejdsplads på Mors.
- Det kommer an på, hvordan godt initiativ bliver modtaget af Morsingboerne og erhvervslivet på Mors. Vi er klar til at gå all in, siger Louise Rosenkilde.
Vil have op mod fire ansatte
Ambitionen er på sigt at have to jurister og en til to sagsbehandlere fast tilknyttet kontoret i Nykøbing Mors.
Ifølge Louise Rosenkilde er den fysiske tilstedeværelse vigtig, fordi Advodan ønsker at kombinere lokal forankring med adgang til specialister fra resten af kæden.
Advodan har ifølge kædens hjemmeside 24 kontorer og mere end 300 medarbejdere på landsplan, herunder over 110 jurister.
Louise Rosenkilde fortæller, at den lokale tilstedeværelse er vigtig, fordi Advodan Thisted samtidig kan trække på specialister fra resten af Advodan-kæden, når der er behov for det. Kombinationen af lokal forankring og adgang til specialiseret juridisk rådgivning har ifølge hende ikke tidligere været tilgængelig på Mors.
Advodan inviterer til åbningsreception i de nye lokaler på Algade 18, st. th., torsdag den 4. september.