Billede beskrivelse

Jysk Elteknik frasælger forretningsben fra konkursbo

25. marts 2025 kl. 14.03

Oprindeligt havde Jysk Elteknik købt ind på hele konkursboet fra Opmatic. 

Sådan lød det i en pressemeddelelse i sidste uge, men nu har Jysk Elteknik - der har rødder i Nykøbing, Thisted og Hurup - valgt at frasælge noget af konkursboet til SystemTeknik.

Det skriver parterne i en ny pressemeddelelse. 

Således er produktionen af eltavler overgået til SystemTeknik, der dermed får en ny afdeling i Thy.

Det glæder direktør i SystemTeknik, Ole Madsen. 

- Synergien mellem Opmatics tidligere Tavleafdeling og SystemTeknik er enorm - ikke kun fordi jeg er en ægte Thy-dreng fra Snedsted. Men også fordi vi ser et klart potentiale i at integrere medarbejderne fra afdelingen i vores forretning. Med vores nuværende vækst og opgaver inden for service af eltavler og maksimalafbrydere i hele Thy-området var det kun naturligt at opkøbe afdelingen, siger han. 

Direktør i Jysk Elteknik, Jesper Dragsbæk Overgaard, supplerer: 

- Vi ser SystemTeknik som en ideel køber af eltavleafdelingen, der sikrer, at arbejdspladserne bliver i Thy og kan fortsætte med at yde samme gode service for kunderne lokalt.

Den nye Thy-enhed i SystemTeknik var allerede i funktion fra i går mandag 24. marts. 

Og to tidligere ledende medejere af Opmatics eltavleproduktion, Thomas Olesen og Anders Søe, har valgt at fortsætte i den nye Thy-enhed under SystemTeknik. 

SystemTeknik beskæftiger 115 medarbejdere i både Danmark og Polen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste