Danmarks hyggeligste ferieby: Nykøbing gjorde det igen
NYKØBING: For andet år i træk kan Nykøbing Mors kalde sig for Danmarks hyggeligste ferieby.
Det står klart efter et tæt opgør med Sæby, hvor vendelboerne til det sidste gav morsingboerne kamp til stregen i den konkurrence, som er udskrevet af OpdagDanmark.
Konkurrencen, hvor man i to uger kunne stemme online via SMS blandt de nominerede feriebyer, sluttede tirsdag klokken 13, og med 1235 stemmer forsvarede Nykøbing sin status fra sidste år som Danmarks hyggeligste ferieby.
På andenpladsen fik Sæby 1202 stemmer, mens tredjepladsen gik til Assens på Fyn med 266 stemmer. I alt blev der afgivet 3042 stemmer blandt de 29 nominerede feriebyer over hele landet.
Ud over æren, bliver Nykøbing, sammen med de øvrige feriebyer i den samlede top 10 i konkurrencen, optaget på OpdagDanmarks kort over de bedste oplevelser i Danmark.
Og Nordjylland fik faktisk hele seks feriebyer med i Top 10. På fjerdepladsen kom Fjerritslev, på femtepladsen Skagen, på syvendepladsen Aalborg og på niendepladsen Løkken.
OpdagDanmark er en travel tech-startup beliggende i Aalborg, som siden 2019 har udviklet en hjemmeside og en app, der gør det nemmere at finde vej til alt, hvad Danmark har at tilbyde.
Det inkluderer alt fra vandreruter og cykelruter til begivenheder, der finder sted i nærheden af dig lige nu.
Og altså også viser vej til Danmarks hyggeligste ferieby.