Ærgrelse i Hanstholm: Havnens største fiskefartøj er solgt væk fra havnen
HANSTHOLM: Antallet af større hjemmehørende fiskefartøjer i Hanstholm er for kraftigt nedadgående.
Det gælder især de store trawlere.
Nu er havnens ubestridte flagskib, den 49,95 meter lange HM 379 Lingbank, bygget i 2019, netop blevet solgt til et andet dansk rederi.
Statistikken taler sit tydelige sprog. Ser man på antallet af store hjemmehørende skibe i Hanstholm i størrelserne 100-149,9 GT og 149,9+ GT, så er antallet fra 2023 faldet fra 13 store fartøjer (4+9) til i dag syv fartøjer (4+3).
HM 379 var i 2019 den største skibsnybygning nogensinde til Hanstholm - og det var en investering for Rasmussen-familien i Hanstholms selskab Lingbank A/S til 135 mio. kroner.
Nu har Benny Rasmussen og sønnerne Jens og Jonas alligevel valgt at sælge livsværket Lingbank og de tilhørende kvoter til en anden stor operatør i det danske fiskeri - rederiet Cattleya i Esbjerg.
Familien offentliggjorde nyheden 2. maj og skrev på Facebook:
”Pr. 1/5-2025 er Lingbank A/S solgt. Det er en special følelse at meddele dette, men en selvvalgt beslutning for alle parter i rederiet. Den 1/5-25 var også en speciel dag for Lingbank, da det er 45 år siden, at Benny startede rederiet,” lyder det i opslaget.
Hvad der kommer til at ske med tidligere Lingbank, om skibet fortsætter i det danske fiskeri, eller om den kun seks år gamle topmoderne trawler sælges videre til udlandet, er endnu uvist.
Den nye ejer Asger Flemming Pedersen fra Esbjerg, der i forvejen ejer den endnu større trawler Cattleya fortæller til Thy-Mors Ligeher.nu, at Lingbank blev købt af én særlig grund af det nystiftede selskab Cattleya M A/S.
- Det var på grund af de kvoter, Lingbank har. Brexit har betydet for os, at vi har mistet meget af det fiskeri, vi tidligere havde i engelsk område. Så vi skulle have fat i nogle andre kvote. Dem havde Lingbank, fortæller den nye ejer af Lingbank, der nu har fået navnet Cattleya M.
Hvad der videre kommer til at ske med skibet er endnu uvist.
For familien Rasmussen i Hanstholm er alt endnu så nyt, at medejer Jens Schneider Rasmussen endnu ikke har så meget at fortælle.
Men han fortæller dog, at salget af Lingbank udelukkende er en forretningsmæssig beslutning.
Salget bunder ikke i, at familien, der er synonym med “Kutter Lingbank”, på nogen måde har mistet hverken troen på eller lysten til fiskeriet.
- Der er også mange følelser i en sådan beslutning, så vi er alle sammen ikke kommet så langt i forhold til fremtiden. Men vi har stadig Lingbank som et registreret varemærke i Hanstholm, så må vi se, lyder det fra den tidligere medejer af trawleren Lingbank, der 28. april forlod Hanstholm og nu ligger i Skagen.