Billede beskrivelse

Se Frederikshavn og hele Vendsyssel fra Cloostårnets top

15. juli 2022 kl. 15.30

I bakkerne over Frederikshavn ligger Cloostårnet - et af byens markante vartegn.

Det 60 meter høje tårn, som blev opført i 1962, var en gave til Frederikshavn fra en af byens velhavende borgere, nemlig Konsul Christian Cloos.

Han testamenterede ved sin død i 1914 området ved Flade Bakker samt et stort pengebeløb til Frederikshavn Kommune med krav om, at der senest 50 år efter hans faders død i 1912 skulle være opført et udsigtstårn på området. Tårnet skulle opføres til minde om hans forældre Konsul Christian Ludvig Cloos og Oline Henriette Cloos.

Hvis ikke tårnet blev opført inden for de 50 år, ville pengene falde til anden siden. Det lykkedes lige nøjagtigt for Frederikshavn Kommune at få færdiggjort projektet indenfor tidsgrænsen, og den 18. april 1962 blev tårnet indviet.

Tårnets udsigtsplatform i tre etager ligger ca. 160 meter over havets overflade, og man har et 360 grader view over hele landsdelen. Herfra kan man på klare dage se til Skagen, Sæby, Læsø, Jyske Ås og Rubjerg Knude samt selvfølgelig hele det fantastiske landskab som omkranser Frederikshavn.

Vejen til toppen kan foregå med elevator for de magelige og gangbesværede, mens de friske kan tage trappernes 315 trin til toppen.

Før eller efter turen op til tops, er der masser af mulighed for at slappe af i det hyggelige grønne område omkring tårnet, hvor der er ishus, stor legeplads samt mange borde og bænke.

Del artiklen

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Tema

Sommer

Sommerguiden