Hav, fjord, åer og søer – Himmerland har det hele
HIMMERLAND ER omgivet af vand, hvilket naturligt giver muligheder for forskellige aktiviteter. Der er dog også væk fra kysterne gode muligheder for at få en oplevelse i forbindelse med vand.
Mange tænker nok primært på strandene langs vestkysten, når man taler om de gode badestrande, men langs kysterne i Himmerland er strande som Øster Hurup Strand, Bramslev Bakker Strand og Als Odde.
Langs østkysten kan man opleve fine hvide sandstrande, som på grund af lavt vand er børnevenlige. For de gæster som er lidt mere til aktivitet, er vandet oplagt til kajak, stand up paddling, sejlads eller andre aktiviteter, som er tæt forbundet med vand.
Tilsvarende aktiviteter kan man også udøve i Mariager Fjord, ligesom Lindenborg Å er et meget besøgt sted at sejle i kano.
Den mest populære rute er med start tæt på Rold Storkro og så til Håls Bro. En tur på 14 km, som kan sejles på fem timer, men også sagtens kan tage en hel dag, hvis man undervejs vil have lidt pauser for at nyde den flotte natur.
Tæt på Lindenborg Å ligger Store Økssø, der er en af de søer i Himmerland, hvor man har mulighed for at bade.
Af andre badevenlige søer kan nævnes Hornum Sø og Madum Sø. Vandet i Store Økssø er brunt, hvilket er naturligt, da farven kommer fra de omkringliggende mosearealer.
Søen er en af de reneste i Nordjylland, så det brune har ingen betydning. I Store Økssø er der om sommeren etableret en svømmebane, der er markeret med bøjer i vandet, ligesom der er markeret med ”sømærker” i træerne.
Svømmer man langs søens bred, så er distancen på 1800 meter, men man kan også tage turen tværs over søen, så ruten bliver på 1500 meter.
Selv om turen er 300 meter kortere end turen rundt langs bredden, så kan denne kun tilrådes til erfarne langdistancesvømmere, da man kommer ud på åbent vand. Mange er dog også tiltrukket af vandet, da der her ofte kan være store naturoplevelser. I Himmerland er i de seneste årtier genskabt mange søer, som tidligere var blevet afvandet: Halkær Sø, Gravlev Sø, Juelstrup Sø, Vilsted Sø, Birke Sø, Torsted Sø – listen er heldigvis meget længere.
Vand er liv, og det kan også ses på de store dyre- og fugleliv man kan finde omkring søerne.
Så har man brug for en stille stund i naturen, så er det bestemt også værd at tilbringe et par timer ved en af de himmerlandske søer.