Billede beskrivelse

Vil du være jæger? Henning giver dig muligheden

31. oktober 2023 kl. 16.46

Har du planer om at blive jæger? Så er det nu, du skal tilmelde dig jagttegnskurset, som fører til jagtprøven, som udløser et jagttegn - hvis man består.

Der er opstartsmøde til kurset 27. november i jagthytten på Torngårdsvej 28 i Aabybro.

- Jagttegnskurset omfatter både teori og praktik, og kurset gør deltagerne klar til jagtprøven i foråret 2024, fortæller Henning Kiil, der er formand for Aaby Sogns Jagtforening, som står bag kurset.

Han tilføjer, at deltagerne i kurset også får mulighed for at komme på flugtskydningsbanen og træne til haglskydeprøve, som man skal bestå, hvis man vil gå på jagt med haglgevær.

Våbenhåndtering

Jægerhåndværket og dets traditioner får deltagerne også mulighed for at stifte bekendtskab med. Deltagerne blive inviteret med på jagtforeningens fællesjagter som observatører. Her kan man bl.a. lære brækning og forlægning af skudt vildt. Altså udtage indvolde og partere. En vigtig del af kurset er også at lære våbenhåndtering og bedømme afstand til det vildt, man vil skyde.

Det koster 2800 kr. at deltage i kurset. Dertil kommer udgift til lærebog, gebyr for jagtprøven og for deltagelse i aktiviteter på flugtskydningsbanen.

- Man skal regne med i omegnen af 3500 kr. for det hele. Lidt mere, hvis man vil have den fysiske udgave af lærebogen, fortæller Henning Kiil.

Flere "voksne" deltagere

Formanden tilføjer, at der plejer at være 14-16 deltagere i kurserne.

- Vi fornemmer en stigende interesse og vi får flere og flere “voksne” deltagere, fortæller Henning Kiil.

Kurset slutter med jagtprøven.

- På landsplan er det en tredjedel af deltagerne, der dumper første gang. Men man har yderligere to forsøg indenfor kursusåret, siger Henning Kiil.

Han tilføjer, at det oftest er afstandsbedømmelsen og våbenhåndtering, som kursisterne dumper på.

Henning Kiil modtager tilmeldinger til jagttegnskurset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste