Traditionsrig jule-basar i Moseby
MOSEBY: Søndag 1. december starter julen for alvor i Moseby, når den traditionsrige julebasar afvikles på den gamle skole i Moseby.
Dorte Mylting, som sammen med Ann og Heidi Klarborg, er arrangører, kan glæde sig over kæmpe opbakning til arrangementet.
- Alle boder er afsat. Der kommer 35 kræmmere, og de sælger alle sammen et eller andet, der har med jul at gøre, fortæller Dorte Mylting.
- Vi tager hele skolen i brugt samt judoklubbens lokaler. Der er pyntet op med julepynt, så det hele bliver rigtig hyggeligt. Og vores lokale Moseby-band, Tørbisserne, kommer og spiller, bl.a. julesange, tilføjer hun.
Det er godt en halv snes år siden Ann Klarborg tog initiativ til julebasaren. Kort tid efter kom Dorte Mylting med og har været med lige siden.
- For os frivillige er det en stor glæde, at folk kommer og hygger sig ved vores basar, siger Dorte Mylting.
Skulle man blive sulten, er der mulighed for at købe både æbleskiver og pølser i boden, som Moseby Borgerforening har på basaren.
I et hjørne på skolen er der mulighed for at tage billeder sammen med julemanden, som i øvrigt også har godter med, som han rundhåndet deler ud til børnene.
Julebasaren 1. december på den gamle skole i Moseby har åbent fra kl. 10 til kl. 16.
- Vi glæder os og håber rigtig mange vil møde op til julehyggen, fortæller Dorte Mylting.