Sport

Se billederne: Jammerbugt nedlagde Hobro i lokalopgør

Jammerbugt FC lagde afstand til bunden, mens Hobro IK hænger fast under nedrykningsstregen

22. oktober 2021 kl. 20:53

FODBOLD: Jammerbugt FC trak fredag det længste strå i det nordjyske lokalopgør mod Hobro IK.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen.

Bardhec Bytyqi scorede kampens eneste mål i Hobro, så Jammerbugt kravlede op på syvendepladsen i Nordicbet Ligaen med fem point ned til nedrykningsstregen, mens Hobro stadig er næstsidst.

Hobro IK - Jammerbugt FC 0-1 (0-0)

Mål: 0-1 Bardhec Bytyqi (76. minut)

Advarsler: Jesper Bøge, Hobro (1. minut), David Evardsson, Jammerbugt FC (64. minut), Moussa Kamara, Jammerbugt (75. minut)

Hobros opstilling (4-3-3): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Jesper Bøge (Simon Jakobsen, 86. minut), Frederik Dietz, Jacob Tjørnelund - Sebastian Avanzini (Abdoul Yoda, 46. minut), Frederik Mortensen (Danny Amankwaa, 86.minut) - Louicius Don Deedson (Justin Shaibu, 82. minut), Mikkel Mejlstrup Pedersen, Oliver Klitten (Mathias Haarup, 72. minut) - Kasper Høgh

Jammerbugt FC's opstilling (3-4-3): Marcus Bundgaard - Moussa Kamara, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen (Emil Nielsen, 68. minut) - Emmanuel Igbonekwu (Max Møller, 54. minut), David Edvardsson (Alexander Damjanovic, 82. minut), Christian Rye, Solomon Ogberahwe - Omar Natami (Sead Gavranovic, 68. minut) Frederik Høgh (Daniel Skovgaard Mortensen, 68. minut), Bardhec Bytyqi

Efter en chancefattig indledning var det Jammerbugt, der var farlige først. I samarbejde med Bardhec Bytyqi fik Solomon Ogberahwe broderet sig igennem Hobro-forsvaret, men den nigerianske wingback chippede den store chance forbi mål.

Samme Solomon Ogberahwe var på spil igen efter 27 minutters spil. Jammerbugt spillede sig nemt ud af Hobros høje pres, og det gav en skudchance til Ogberahwe på kanten af feltet, men i Hobros mål fik Adrian Kappenberger viftet bolden til hjørnespark.

Hobro havde ikke meget at byde på i første halvleg, men tre minutter før pausen burde hjemmeholdet alligevel have taget føringen. En clearing fra Frederik Dietz endte som en perfekt aflevering til Kasper Høgh, der fik frit løb fra midten, men alene med Jammerbugt-målmand Marcus Bundgaard sparkede angriberen bolden forbi mål.

13 minutter inde i anden halvleg var det i stedet kun en god redning fra Adrian Kappenberger, der holdt Jammerbugt fra føringen. David Edvardsson fik en god skudchance på kanten af feltet, men Kappenberger fik viftet svenskerens knækkende spark til hjørnespark.

10 minutter senere var det så Hobro, der var nærgående. Frederik Mortensen kom først på et indlæg fra højre side, men midtbanespillerens afslutning fra nært hold blev klaret af Jammerbugt-målmand Marcus Bundgaard.

Det trak mere og mere op til en nulløsning, men et lille kvarter før tid lykkedes det Jammerbugt at bryde dødvandet. Frederik Mortensen smed bolden væk, og det gav en skudchance til indskiftede Sead Gavranovic på kanten af feltet. Den afslutning fik Jesper Bøge blokeret, men Bardhec Bytyqi var først over riposten tæt under mål, hvorfra han nemt kunne skubbe bolden det sidste stykke over stregen.

En mere og mere og rådvildt Hobro-hold formåede aldrig at lægge et pres i slutfasen, og derfor kunne Jammerbugt køre en helt rimelig sejr i land.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu