Sport

Se billederne: Jammerbugt manglede skarpheden mod Hvidovre

Hvidovre løb med sejren i Pandrup, hvor hjemmeholdet ellers kom til flere markante chancer og leverede et tæt opgør

16. oktober 2021 kl. 15:51

FODBOLD: Jammerbugt FC tabte lørdag til Hvidovre IF i Nordicbet Ligaen, da det nordjyske mandskab ikke formåede at vise skarphed i et ellers lige opgør på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Her vandt gæsterne med 2-0, selvom cheftræner Bo Zincks tropper havde flere store chancer.

Se alle bilederne fra kampen nederst i artiklen.

Ad flere omgange spillede Jammerbugt-mandskabet sig gennem feltet og fandt de små rum mellem Hvidovres forsvarsspillere. Men afslutningerne havde langt fra det tilstrækkelige niveau til at spille op med gæsterne.

Jammerbugt FC - Hvidovre IF 0-2 (0-1)

Mål: 0-1 Tobias Thomsen (31. minut), 0-2 Mohamad Al-Naser (69. minut)

Advarsler: Emil Nielsen, Jammerbugt (51. minut)

Jammerbugt FC's opstilling (3-4-1-2): Marcus Bundgaard - Moussa Kamara, Nikolaj Lyngø, Emil Nielsen (Omar Natami, 65. minut) - Emmanuel Igbonekwu, David Edvardsson (Marcus Sloth, 70. minut), Christian Rye, Solomon Ogberahwe (Mads Larsen, 65. minut) - Alexander Nilsson (Frederik Høgh, 65. minut) - Sead Gavranovic (Mubaarack Nuh, 73. minut), Bardhec Bytyqi

Efter seks minutter var det tæt på at gå galt, da Marcus Bundgaard næsten blev frarøvet bolden lige på kanten af feltet. Men målmanden tacklede sig ud af problemerne i sidste øjeblik.

Flere gange skulle den tidligere AaB-keeper træde til for at forhindre et tidligt føringsmål til de sjællandske gæster. Den høje Jammerbugt-målmand formåede at holde et lettere dominerende Hvidovre-mandskab fra fadet.

Da Jammerbugt begyndte at komme mere ind i kampen og presse sjællændernes defensiv, var det slutproduktet, som manglede. Bardhec Bytyqi og Solomon Ogberahwe lavede ofte ravage i venstre side, hvilket resulterede i flere bolde ind mod det lille felt.

Det var til gengæld Hvidovre, som bragte sig foran efter en halv time. Marc Nielsen lagde fra venstre back et skarpt indlæg, som frontangriberen Tobias Thomsen snittede ind bag Marcus Bundgaard.

Ti minutter inde i anden halvleg kom Bardhec Bytyqi til nordjydernes absolut største chance. Et indlæg strøg forbi flere Hvidovre-folk og endte for fødderne af den dribleglade offensivspiller, som fik en afslutningsmulighed på klos hold af keeperen. Men Filip Djukic stod i vejen for afslutningen.

Halvvejs i anden halvleg var det til gengæld Hvidovre, som udbyggede føringen. Mohamad Al-Naser fandt Fredrik Carlsen i det lille felt, hvorefter Carlsen sendte bolden tilbage til sin holdkammerat. Her sendte Al-Naser bolden sikkert ind bag en sagesløs Marcus Bundgaard.

Mod kampens slutning kom både Sead Gavranovic og Frederik Høgh til markante chancer for Jammerbugt. Det blev dog til et opgør uden mål til hjemmeholdet.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu