Spejder og kirke går sammen: Her kan du fejre fastelavn
Hele to steder i Midt-Hanherred Pastorat – som omfatter Lerup, Tranum, Koldmose, Torslev og Ø. Svenstrup Sogne – markeres fastelavn på søndag d. 19. februar med hyggelige sammenkomster.
Det er efterhånden en gammel tradition, at kirke og spejdere i Tranum går sammen om en fastelavnsfest, som holdes hos spejderne på Dybdalsvej. Det er således også tilfældet på søndag kl. 10.30, hvor der indledes med en familiegudstjeneste i spejderhytten, inden der spises fastelavnsboller. Senere slås katten af tønden udendørs.
Nyt er det derimod, at Midt-Hanherred Pastorat fejrer fastelavn sammen med Skovsgård Borgerforening og Chenillen i Skovsgård. Hos sidstnævnte på Prinsensgade holdes kl. 14.00 et fælles arrangement, der også indledes med familiegudstjeneste – og denne holdes derfor ikke i hverken Torslev eller Ø. Svenstrup Kirker, som det ellers er annonceret i kirkebladet. Som i Tranum bliver der naturligvis også budt på både fastelavnsboller og tøndeslagning – her for både børn og voksne – og Chenillen sælger slush ice og popcorn til gode priser.
Begge steder er Folmer Toftdahl-OIesen præst ved familiegudstjenesterne, og man er selvfølgelig meget velkommen til at møde op udklædt.