Slik og sodavand fra hele verden hitter
Folk i Aabybro har taget godt imod den ny slikbutik Royal Candy, siger de to ejere
Det var Yasmin Ismail, der fik ideen til en slikbutik i Aabybro. Vennen Allan Green var lidt tøvende, men sagde ja. De to venner lejede det tomme lokale på Torvet i Aabybro og åbnede Royal Candy.
Det har de ikke fortrudt.
- Jeg synes, det går godt. Vi er blevet godt modtaget i Aabybro, lyder det fra Yasmin Ismail.
Han bor i Aalborg, og har tidligere arbejdet med integration, men er i dag fuldtids slik-sælger.
250 varianter
Makkeren Allan Green er pædagog. Han bor i Brovst, men arbejder på et opholdssted i Biersted.
- Jeg skulle lige tænke mig om, inden jeg sagde ja til Yasmins ide med slikbutikken. Vi brugte lidt tid på at undersøge markedet og spørge til interessen for at slikbutik. Og så gik vi i gang, fortæller Allan Green.
I butikken er der 250 forskellige slik-varianter, både det gammelkendte som labre larver og pinocchiokugler og nyt udenlandsk. Det hele købes hos danske grossister.
- Så ved vi, at tingene er i orden, siger Allan Green.
Ostepops fra USA
Det udenlandske slik fra USA og Japan er populært især hos de unge, mens de ældre helst vil have det kendte salmiak-lakrids og den slags, lyder det var slikbutikkens indehavere.
Royal Candy sælger også is - den lidt dyrere slags. Den billigere is er fravalgt, fordi de to indehavere af butikken ikke kan matche discountbutikkernes pris. Til gengæld kan de sælge det dyrere is-mærke billigere end mange andre.
I køleskabet er der sodavand, både de kendte mærker, men også mere ukendte udenlandske mærker fra USA, Japan, Irland og andre lande. Og skulle man få lyst er der også udenlandske chips.
- Vi har bl.a. nogle amerikanske ostepops. Dem skulle du smage, siger Allan Green med et smil.
Og hvad er så de to indehaveres egne favoritter:
- Jeg tror nok, jeg helst vil have en plade Marabou-chokolade, siger Allan Green.
- Jeg vil helst have en af de udenlandske sodavand, tilføjer Yasmin Ismail.