
Webshop med børnetøj holder ophørsudsalg
Børnetøjsbutikken Little Adventure lukker efter et halvt år som onlineforretning
HALVRIMMEN/AABYBRO: Børnetøjsuniverset Little Adventure, der har lager i Halvrimmen, holder ophørsudsalg.
"Så kom turen desværre til os. Vi har kæmpet og gjort alt vores for at holde drømmen i live, men må desværre indse at tiden bare er imod os."
Sådan skriver indehaver Louise Mogensen på det sociale medie Instagram, hvor hun samtidig fortæller, at webshoppen holder ophørsudsalg med op til 70 % rabat.
Det er ikke mere end et halv år siden, at hun lukkede den fysiske butik i Aabybro.
"Det er med meget tungt hjerte at jeg må melde ud, at jeg desværre må lukke butikken. Krigen og krisen tager pusten fra min lille biks.
De stigende priser sætter os under et enormt pres og folk har færre penge at bruge i en butik som min.
Det har absolut ikke været en nem beslutning, men jeg er sikker på, at det er den rigtige.
Men selvom dørene lukker i butikken, så åbnes de endnu mere på webshoppen. Jeg sadler om og kæmper videre med min online butik," skrev indehaveren ud til sine kunder tilbage i november.
Butikken åbnede første gang i september 2021 under navnet Gylp. Louise Mogensen overtog forretningen til nytår 2022 og gav den kort tid efter navnet Little Adventure.