Tina Voigt Madsen, der her ses i spidsen for sit personale, har 10 års jubilæum som indehaver af Tiff.
Shopping

Tina fejrer 10 år med Tiff

07. februar 2023 kl. 19:00

10 år er der efterhånden gået, siden Tina Voigt Madsen første gang slog dørene op til modtøjsbutikken Tiff i Aabybro Centret. 

Det skete reelt den 2. februar 2013, men da Tina for tiden er på rejse i USA venter hun med at markere jubilæet til den 17. februar. Til gengæld får fejringen her fuldt skrald med masser af tilbud på alle hylder. – Det skal selvfølgelig markeres efter alle kunstens regler, lyder det fra Tina Voigt Madsen. 

- De 10 år er gået hurtigt. Jeg har svært ved at forstå, at vi allerede har rundet det skarpe hjørne, siger jubilaren. Hun besluttede i sin tid at tage springet til selvstændig efter en årrække som butiksbestyrer. Min arbejdsgiver stoppede, og da jeg i forvejen styrede flere af butikkerne, så besluttede jeg at starte for mig selv. Det har jeg ikke fortrudt, selv om jeg da gerne indrømmer, at det ikke har været uden udfordringer. Slet ikke i de seneste 3 år, hvor først corona og siden inflation og energikrise har gjort mange tinge sværere, bemærker Tina.

Jubilaren benytter i samme ombæring lejligheden til at rose kunderne for solid opbakning gennem alle årene. 

- Det kan vi ikke klage over. Som selvstændig butiksindehaver er man meget afhængig af den lokale handel. Det kommer ikke af sig selv, så man skal hele tiden forny sig. Det forsøger vi på i Tiff, hvor vi ikke dikterer moden. I stedet følger vi den. Vi lytter til kundernes ønsker og prøver så vidt muligt på at ramme de varer, som efterspørges, forklarer Tina, der også står i spidsen for en søsterbutik i Vodskov. 

Her har Tiff haft til huse i ni år, men jubilæet fejres med tilbud begge steder.

Jubilæet omfatter også en lille sidehistorie. Således har salgsassistent Mette Kristensen ligeledes 10 års jubilæum i Tiff.

Med alle årene

I øvrigt giver jubilæet også anledning til endnu en fejring. Således har salgsassistent Mette Kristensen været ansat i Tiff alle 10 år. 

- Faktisk har jeg 17-års jubilæum, for inden da var jeg 7 år hos den tidligere indehaver, lyder det fra Mette Kristensen. 

Hun roser i øvrigt sin arbejdsgiver for evnen til at skabe et godt arbejdsmiljø. 

- Vi har det rigtig godt sammen. Det er vigtigt på en arbejdsplads, at det kollegiale fungerer. Og det gør det hos Tiff, fastslår Mette Kristensen.

Udover tilbudsfesten den 17. februar markerer Tina Voigt Madsen jubilæet med et personalearrangement dagen efter.

Annonceret indhold

Nyeste