1. marts blev en glædens dag for mange butikker. Foto: Ida Mehl Agerholm
Shopping

Så kom der atter liv i butikkerne

Butikkerne i Fjerritslev og Brovst har haft deres første åbningsuge, og det med stor succes

05. marts 2021 kl. 10:13

HAN HERRED: Butikkerne i Fjerritslev og Brovst har haft deres første åbningsuge, og det med stor succes.

Det var travle ekspedienter man gik i møde, da butikkerne mandag 1. marts kunne byde kunderne ind i deres butikker for første gang i år. Jernbanegade i Brovst og handelsaksen i Fjerritslev var igen mærket af liv. Flagene blev hejst og rabatterne hævet.

- Det er så skønt at være tilbage i butikken, fortæller Gitte Jakobsen, indehaver af Butikken i Fjerritslev.

Siden december har kunder ikke kunnet handle i de lokale butikker.

- Det kom meget bag på mig, at nedlukningen ville vare så længe, fortæller indehaver af Kastberg Sko & Tasker, Catrin Kastberg.

Butikkerne er lettede over at kunne håndtere kunderne som normalt. De har under nedlukningen kunnet indhente en smule ved onlinesalg, men det har ikke været optimale salgsforhold.

- Det har krævet et ekstrastort stykke arbejde, som vi dog er glade for at have ydet. Kundernes hjælp under nedlukningen har været helt essentiel, fortæller Catrin Kastberg.

Garderoben i Brovst har ligesom resten af Jernbanegade haft travlt med at servicere kunder. Hver kunde skal have 10 kvm plads,

- Kunderne har været gode til at passe på og være opmærksomme. Det respekteres meget, at kun få kunder må være i butikken ad gangen, fortæller daglige leder af Garderoben, Vibeke Thomsen.

Expert Brovst har udviklet deres afstandssystem, så kunderne automatisk bliver opmærksomme på den større afstand, de skal holde nu, når de handler.

- Det er tydeligt at mærke, at kunderne er interesserede i at følge tiltagende, fortæller indehaver af Expert i Brovst, Bo Kølby Nielsen.

Nordjylland, Vestjylland og Bornholm er de eneste, der måtte påbegynde genåbning 1. marts 2021.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu