Der er masser af julelys over Pandrup. Foto: Anders Sølvkjær
Livet her

Over 2000 så julelyset blive tændt i Pandrup: - Der gik et sus igennem folk

I Pandrup har man opgraderet kraftigt på julebelysning - det blev markeret med en fælles julelystænding

15. november 2021 kl. 10:37

Over 2000 mennesker var med, da julelyset blev tændt over Pandrup i fredags.

Det fortæller formand for Pandrup Handels- og Erhvervsforening, Anders Sølvkjær, der også er brugsuddeler i byen.

- Det var en rigtig, rigtig god dag for Pandrup, hvor vi fik tændt de her mange julelys, og der var overvældende flot opbakning fra hele området. Over 2000 var og se den her tænding, og børnene havde sneboldkamp med nisserne, som var et kæmpe hit. Vi kunne næsten ikke stoppe dem igen. Der var rigtig hyggelig stemning, og Jammerbugt Garden spillede julemusik. Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på, at det var et rigtigt hyggeligt arrangement, beretter han.

Mere julelys end der plejer

Klokken 17 blev lyset på en gang tændt - og der er i år meget mere lys, end der plejer. Pandrup Borgerforening har gjort en indsats, som er resultateret i, at julebelysningen i gaderne er blevet udvidet, ligesom de har skiftet juletræet på torvet ud med et elektronisk juletræ, der er overfyldt med lys.

Samtidig har SuperBrugsen i Pandrup også optrappet på julestemning i iklædt butikken en masse lys.

Der gik et helt sus igennem folk

Samlet set er der investeret 400.000 kroner i julebelysning i Pandrup.

- Der gik et helt sus igennem folk, da lyset blev tændt klokken 17, fortæller Anders Sølvkjær.

Julemanden var også til stede og gik rundt blandt folk.

Anders Sølvkjær glæder sig over opbakningen fra de mange fremmødte, og han tror på, at oprustningen på julelys kommer til at betyde noget i den næste tid.

- Jeg tror, det er et signal om, at der er godt gang i Pandrup, og at der er et pulserende handelsliv og en meget aktiv borgerforening, der er med til at holde gang i midtbyen og rundt omkring. Det er et positivt signal udadtil om, at her er noget at komme efter, siger Anders Sølvkær.

Det er nu planen, at julelystændingen skal blive en tradition i Pandrup.

- Det er starten på en tilbagevendende tradition, vi vil lave og bygge på også om muligt, siger Anders Sølvkjær.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu