Billede beskrivelse

Ny købmand får særlig ferieassistance: Det bliver i familien

28. juli 2024 kl. 06.01

BIRKELSE: Den ny købmand i Birkelse, Jacob G. Jensen, får i ferietiden hjælp af sin bror, Thomas, med at passe butikken.

Brormand Thomas G. Jensen er ganske vist ikke købmand, men han kan så meget andet – og så har han tiden, fordi han holder sabbatår.

- Vi skal nok få ham lært at stå i kassen – og han er jo en frisk fyr med masser af kræfter, så han kan også hjælpe på lageret, fortæller Jacob G. Jensen, der ikke selv holder ferie, selv om den kun 24-årige købmand kan se tilbage på sit livs mest travle halvår.

Hektiske måneder

Den 27. juni åbnede Min Købmand i Birkelse. Forud var der gået nogle hektiske måneder med at få den nye butik op og stå – og 24-årige Jacob G. Jensen arbejdede både dag og nat for at blive klar til åbningen.

- Det blev en fantastisk åbning og nogle fantastiske dage lige efter. Jeg er bare blevet så godt modtaget af borgerne i Birkelse og alle kunderne. Det er tydeligt, at butikken har en fremtid med den opbakning. Jeg kan simpelthen ikke sige nok tak for den modtagelse, siger Jacob G. Jensen.

Nu – en måned efter åbningen – er der så lidt sommerstille i butikken.

- Mange af kunderne er jo på ferie, så det forstyrrer ikke nattesøvnen. De kommer jo tilbage – og for resten skal mit personale jo også have tid til ferie.

Justerer sortimentet

- Den første måned har også været en læretid, hvor vi er blevet meget klogere på, hvad kunderne efterspørger – og også hvad der ikke er efterspørgsel efter. Så jeg bruger en del tid på kontoret ved computeren for at rette sortimentet ind, så vi er toptunet, når ferien er forbi. Og så tager jeg også selv en tørn ved kassen ind i mellem.

For selv om der ikke er lang kø ved kasseapparatet, kommer der stadig kunder i butikken. Blandt andet for at købe jordbær, som købmanden havde et skarpt tilbud på i sidste uge.

- Sådan er det jo. Det er det, som købmandskab handler om. Jeg skal have de rigtige varer til den helt rigtige pris. Så skal kunderne nok komme, siger en optimistisk Jacob G. Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste