Gavebutikken på Gjøl kommer til at byde på mange forskellige ting. Privatfoto
Shopping

Ny gavebutik åbner på Gjøl - butiksfællesskab på 55 personer står bag

18. marts 2021 kl. 15:17

Engagement og højt humør præger stemningen i det hvidkalkede hus i Limfjordsgade 52 på Gjøl.

Her åbner Skærtorsdag 1. april en ny og kreativ indrettet butik med café, kunsthåndværk, design, specialøl, gode vine, workshops og meget meget mere.

Butikken hedder Gjøl GaveGodter og er en butik med mange muligheder for at købe flotte og indbydende gaver fra de mange lokale kunsthåndværkere eller forhandlere af lækre produkter.

Indtil videre er der 55 aktive medlemmer i butiksfællesskabet. Mange af dem har i længere tid haft deres egen lille forretning, men nu går de sammen og åbner sammen med flere andre gjølboere en ny og spændende butik med faste åbningstider.

- Vi vil gerne vise, at der her på Gjøl er et helt unikt sammenhold og så mange dygtige og kreative mennesker, der sammen gør det attraktivt at besøge Gjøl hvad enten det er som ny tilflytter eller som turist, siger Lonni Vad Dam Daugaard, der er en af initiativtagerne.

Der bliver et stort sortiment af skulpturer, keramik, glas og trækunst, malerier, fotokunst, smykker, blomsterdekorationer, strutskørter, silketørklæder, kort, hjemmestrikkede vanter, bæredygtige indkøbsposer samt et udvalg af specialøl, franske og italienske vine, honning fra den lokale biavler og ikke mindst lækre kager i den hyggelige café.

På det første fællesmøde i Gjøl GaveGodter var der mange ideer i luften om, hvad der kan arrangeres, når det igen bliver muligt at arrangere for eksempel øl og vinsmagning, bagagerumsmarked eller et langt kaffebord.

Flere af de aktive kunstnere vil gerne arrangere workshops indenfor deres områder, når det bliver muligt, og der arbejdes allerede nu med flere arrangementer i løbet af sommeren.

Gjøl GaveGodter åbner 1. april med de muligheder, der til den tid er for at forsamles ved torvet - tæt på byens Dagli’Brugs, Troldemuseet, Gjøl-Gørtleren, Clinik Solsikken og Gjøl Marine Center - det hele blot et stenkast fra Gjøl Havn og Gjøl Kro.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu