Shopping

Masser af mennesker, musik og morskab til Pandrup By Night - se billeder her

24. juli 2021 kl. 14:15

Ved SuperBrugsen fader DJ’en op for Elvis’ ”Return to Sender.” Uden for Pandrup Kro spiller Den Syngende Bager ”Kom tilbage nu.” Bænkene er fyldt og bordene dækket af tallerkener med helstegt pattegris og duggede plastikbægre med kold Tuborg.

Glade mennesker myldrer frem og tilbage i Bredgade, der fredag er omdannet til gågade. Sol, shorts og sommerkjoler skaber en næsten sydlandsk stemning.

- Det er jo helt fantastisk, at vi kan gøre alle de her ting igen. At vi har hoppeborge, og vi har liv i gaderne, og vi har så mange glade mennesker, og solen skinner, og Pandrup er, hvor den skal være nu. Det synes vi også, vi er med til, med at få sådan et navn som Kandis til byen til at slutte det her af. Og det er også vigtigt at sige i samme forbindelse, at det kun kan lade sig gøre ved den her flotte donation fra Sparekassen Vendsyssel Fonden Hvetbo, siger Anders Sølvkær, som er formand for Pandrup Kaas Handel & Erhverv, der står bag By Night-arrangementet.

Det er første gang i to år, at byen oplever så stort et arrangement.

- Vi holdt ikke en By Night sidste år men en By Light, hvor vi selvfølgelig var på et helt andet niveau, end vi er i år. Vi har også haft andre mindre arrangementer. Men hvis vi snakker den her størrelsesorden, er det to år siden, fortæller Anders Sølvkær.

Børn, boder og Kandis

Børnene hopper og har det sjovt i hoppeborgene. Modige unger prøver også kræfter med en flere meter høj klatrevæg, der er stillet op midt i gaden. På hjørnet over for Kop & Kande sørger FDF-spejderne for bålhygge med snobrød og popcorn.

Pandrups butikker har stillet de gode tilbud ud på fortovet, og forskellige boder er kommet til byen. De frister med blandt andet bubble tea, is og politiske budskaber. Skråt over for hinanden kæmper Socialdemokraterne med Nye Borgerlige om folks opmærksomhed.

Den store By Night-finale er lagt i hænderne på det kendte Thy-band, Kandis.

- Det er jo det, der er fantastisk, at alle har glædet sig til det her igen, og man kan sige, at ung som gammel glæder sig lige pludselig også til at høre et band som Kandis, siger Anders Sølvkær.

Klokken 21 er markedspladsens tørre græs godt pakket med forventningsfulde koncertgæster.

- Tag nu godt imod dem! Kandis! gjalder Anders Sølvkær fra scenen, hvor han sørger for, at Kandis kommer godt fra start.

Publikum hujer og klapper. Kandis ser veloplagte ud og virker lige så glade som deres fans.

Pandrup Kaas Handel & Erhverv har skabt et festligt comeback-arrangement efter mange måneder med corona-restriktioner.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu