Billede beskrivelse

Landsby holder By Night

10. november 2024 kl. 09.04

SKERPING: Landsbyen Skerping mellem Fjerritslev og Aggersund er noget helt særligt. Selv om indbyggertallet er særdeles beskedent – omkring 100 mennesker – byder byen på et blomstrende handelsliv. Den lille by kan mønstre ikke mindre end seks forretninger.

Nu har de seks virksomheder fundet på at arrangere Skerping By Night fredag den 15. november mellem 16 og 20.

- Det begyndte egentlig allerede sidste år som en spøg, men ideen har vokset – og nu springer vi ud i det, fortæller Bente Nielsen fra Bislev Catering, der holder til i Almhus på Korsholmvej.

- Det skal være en festlig aften, hvor vi gør noget særligt for vores kunder. Samtidig skal arrangementet også være med til at gøre opmærksom på, at der er mange gode forretninger også uden for de store byer – selv om mange bare betragter os som udkant.

Konkurrence og skarpe tilbud

- Vi har alle nogle skarpe tilbud til begivenheden – og så laver vi en lille konkurrence, hvor kunderne kan vinde fine præmier, hvis de besøger alle seks forretninger, forklarer Bente Nielsen.

De seks forretninger er Almhus, Blomster Gården, Jammerbugt Biavl og Birtes Have, Kraghs Jagt & Fiskeriartikler, Købmandsgården og Skerpinggaard Juletræer og Genbrugs Jul.

Skerping By Night foregår lige op til julehandlen – og det præger mange af tilbuddene ved det store handelsfremstød.

Almhus byder på en ægte julemenu med stuvet hvidkål og medister for kun 99 kroner – og børn spiser gratis. Blomster Gården byder på gløgg og æbleskiver til alle kunder. Købmandsgården, der er en hobby- og husflidsbutik, giver 10 procent på alle varer og Jammerbugt Biavl præsenterer både hjemmestøbte vokslys og lynghonning af bedste kvalitet. Kraghs Jagt & Fiskeriartikler lokker med gode tilbud hele dagen.

De handlende i Skerping har oprettet Facebook-stedet Skerping By Night, hvor man kan se alle de gode tilbud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste